Rønnes professionelle (og dygtige amatør-) fotografer 1864-2000
Knud Gottlieb Constantin Støckel 1839-1889,
fotograf i Rønne 1864-1888 1864: Vimmelskaftet 2, Rønne, fra 1865 Kirkepladsen senere Store Torv, Antoniestræde, Rønne. Sønnen Johan Støckel: "Fader blev officielt af sin Stand anerkendt som Verdens 3die bedste Fotograf og har endog oplevet at faa tilkendt den højeste Udmærkelse fra en Udstilling i Neapel i Begyndelsen af 1870erne, hvor Fader end ikke havde udstillet, men nogle Turister blot havde forevist nogle Fotografier, købt af ham. Ved den store Udstilling udelukkende for Fotografer, (i Amsterdam 1877) og hvor der kun uddeltes tre Medaljer, fik Fader, en Amerikaner og en Englænder de tre medaljer som Verdens bedste Fotografer." (Støckel modtog også to sølvmedaljer (højeste udmærkelse) på udstillingerne i Rønne og Nexø i 1881 og 1885.) Familien har fortalt, at man sagde, at man skulle "støkles", når man skulle fotograferes. Han var Bornholms førende fotograf i 25 år. Havde fotoatelier en meget kort tid i København efter hustrus død i 1888. G. Støckel døde selv i januar 1889, ligesom hustruen af tuberkulose. En del af Støckels topografiske glaspladenegativer findes på Bornholms Museum. |
G. Støckel udstillede i Napoli 1870, i Amsterdam 1877, i Rønne 1881 og i Nexø 1885. Han blev præmieret hver gang og præmierne er trykt på bagsiden af hans fotokartoner.
|
Thor Spelling 1837-1899
Fotograf (og malermester) i Rønne 1865-1899 Krystalgade, Rønne, Lille Plads, Rønne. Lille Torv, Rønne - Telefon No. 7. Det ser ud som om Spelling har haft sit publkum blandt øens større landmænd, købmandsfamilierne i Rønne, byens skippere. Spelling tog en del søfartsbilleder. Spelling var bornholmer, det har givet ham en plads ved siden af den dygtige Støckel. Spelling var også en god fotograf, dog ikke på Støckels niveau. "... på Lille Torv lå Simon Madsens ejendom og garnhandel. Udenfor stod en række træer. I samme hovedopgang, øverst, lå et foto-atelier, tilhørende med beboelse malermester og fotograf Spelling. En morsom mand, med langt hvidt skæg, der som oftest gik klædt i en malerplettet diplomatfrakke og havde nogle mærkelige, talende bevægelser med arme og forøvrigt hele kroppen, når han rullede sig ud som kunstner. I atelieret var anbragt til den tids brug klunkestole, rygstativer og rangle for at bortjage skrækken hos børnene og fremkalde forundring eller smilet foran kassen med trefoden, når fotografen skjulte sig under det overhængende tæppe og ringede, samtidig med at han trykkede på knappen." (N. Hammer, Jul på Bornholm 1953. Et rygstativ brugtes til at fastholde hovedet pga. fotografens lange eksponeringstid. Simon Madsens ejendom lå før 1906 på Lille Torvs østside.) |
Christian A. Møller, 1861-1928
Fotograf i Rønne 1888-1928 Atelier og bolig: St. Mortensgade 34, Rønne. Christian Anthon Møller blev født 24/7 1861 i Ibsker. Han døde 14/3 1928 i Rønne. Han blev uddannet som bygningskonstruktør, men slog sig på fotografiet og åbnede i 1888 sit atelier i den karakteristiske bygning på hjørnet af Stettestræde og Sct. Mortensgade, lige overfor Bornholms Museum. Bygningen findes endnu – og han har uden tvivl selv tegnet den. Man kan stadig tydeligt se, hvor hans atelier har været, selvfølgelig med vinduerne vendende mod nord. I 1888 blev han også medlem af Dansk Fotografisk Forening. Chr. A. Møller var søn af missionær og vækkelsesprædikant Hans Christian Møller, som stiftede ”møllerianerne”, ”Luthersk Missionsforening til Evangeliets Fremme”. Han var gift med Jutta Kirstine Fornitz, født 3/6 1871 i Nakskov. Chr. A. Møller levede som alle andre fotografer af portrætfotografiet, men han havde også en ganske betydelig produktion af postkort fra o. 1905. Han blev tillige i vid udstrækning benyttet som fotograf af Bornholms Museum, bl.a. har Møller taget nogle tidlige og meget fine billeder af de bornholmske kirker. Christian Anthon Møller underviste i projektions-tegning på Teknisk Skole i Rønne i mere end 40 år. Ud over fotografering havde Chr. A. Møller i sin forretning salg af amatørkameraer og fotografiudstyr. Han var desuden en dygtig violinbygger. Møller døde i 1928 og hans fotoatelier blev overtaget af kollegaen Charles L. Sundbøll, som dog året efter flyttede til Jylland. En søn H. Chr. Møller, var foto- og boghandler i Sct. Mortensgade. Han var aktiv fotograf lige til sin død. |
|
Theodor Yhr, 1865-1938, fotograf 1889-1938.
Formand for Dansk fotografisk Forenings 6. Kreds, Bornholm fra 1909. Medlem af Haandværker- og Industriforeningen. Rønnes førende fotograf fra 1889. Annonce i Bornholms Avis 18. januar 1889: Theodor Yhr meddeler, at han har "overtaget Hr. Fotograf Støckels Atelier, i hvilket jeg for et Aar siden har været medhjælper. Paa min Reise i Udlandet blev jeg ved Telegraf af hr. Støckel anmodet om at bestyre hans Forretning paa Grund af Sygdom, og som følge af hans tiltagende Svaghed blev Samme mig overdraget. Det vil herefter være mig en kjær Pligt at tilfredsstille de ærede Kunder, hvilket jeg haaber skal lykkes mig, da jeg ser mig i Stand til at udføre smukke og holdbare Billeder. Ærbødigst, Theodor Yhr, G. Støckels Efterfølger". En stor del af Yhrs glaspladenegativer findes på Bornholms Museum og på Bornholms Ø-arkiv (personbillederne). |
Paul R.C.Müller, 1869-?, fotograf i Rønne 1899-1906
Paul Müller var født 1869 i Frankfurt an der Oder, gift i København i 1872 og ansat hos Spelling 1885. 1895 til 1899 bestyrer af Henning Jensens Atelier i København. Overtog som Th. Spellings Eftf. dennes atelier i 1899. Paul Müller var fotograf i Rønne, indtil han i 1906 flyttede til København. Fra 1906-ca. 1915 Vesterbrogade 34, København. Fotoatelieret i Rønne blev derefter overtaget af frøken Julie Augusta Schou |
H.P. Jacobsen, 1875-1966, fotograf i Allinge med virke på hele Bornholm ca., 1898- (1908) - 1915
Han var et utroligt energisk menneske, slog en vældig stor fotoforretning op, byggede stort atelier i Allinge, fotograferede postkort, stereoskopbilleder, panoramabilleder, prospekter, turister, protrætter i tusindvis og var en meget ambitiøs fotograf. I 1908 gik han fallit. Han fotograferede, inden han i 1915 rejste til København, en række - lidt hurtige - fotografier, glasplader 9x12 af folks huse, sikkert for at sælge dem som fotopostkort. En kasse med ca. 200 glasplader dukkede op i 1973 ved en ombygning på Hotel Strandslot i Sandvig. H.P. Jacobsen havde kontakter til familien, der ejede det store hotel - og han boede sine senere år i Sandvig. Billeder fra den samling - af byens jævne huse - kan ses her: |
Julie Augusta Schou, 1857-1949,
fotograf i Rønne 1906-1918 Hun boede fra ca 1882 til november 1906 i København og arbejdede bl.a. hos Johan Crone og R. Schnitger på Østergade 24.2 Hun vendte tilbage til Rønne hvor hun sidst i 1906 overtog Paul Müllers atelier på Lille Torv. Hun fik næringsbrev som fotograf 3/12 1906. Ved folketællingen i 1916 var Augusta Schou gift med tidl. klæde-fabrikant Jens Johan Tholander, 1850 - 1929. Han havde været gift to gange før, hans anden kone døde 1912. Hun blev efterfulgt som fotograf af Ad. Møller. Så tidligt som i 1908 fik Augusta Schou bragt nogle billeder i Bornholms Avis. Hun havde fotograferet tuberkulosehospitalet i Blykobbe. |
|
Charles Leander Sundbøll, 1885-1966,
fotograf i Rønne 1912-1929 Krystalgade, Rønne og Sct. Mortensgade 34, Rønne (overtog Møllers atelier.) Arbejdede efterfølgende i Hoptrup, ved Haderslev. Vedr. Charles Sundbøll: Charles Leander Sundbøll er født 7.1.1882 sandsynligvis på Lille Sundbølgård i Skodborg. Fader: gdr. Sundbøll. Død 4.5.1966 i Hoptrup. C.S. var oprindeligt maler. Uddannet i Vejen. Startede med fotografering 1912-13 (på Bornholm?). Bosat i "Hoptrup Schweiz" i begyndelsen af 1930'erne. Ved siden af fotograf-virksomheden havde C.S. salg af papirvarer. En overgang var der ansat 3 i forretningen. Et par medarbejdere - ikke-uddannede fotografer – rejste rundt og fotograferede gårde i den sydlige og mellemste del af Jylland. Sendte pladerne hjem til Hoptrup, hvor de blev fremkaldt og kopieret og derpå sendt retur. Herefter udbød fotograferne dem til salg på gårdene for kr. 7,50 pr. stk. Undertiden blev de solgt til en lavere pris, hvis gårdejeren viste sig uvillig til at købe. Af regnskabsbøgerne (haves på Haderslev Museum) fremgår det, hvor mange af de optagne fotos, der blev solgt. Engang i 1930'erne holder C.S. op med at fotografere. Papirsalget m.v. kører videre og ved siden af dette virkede C.S. som kunstmaler under navnet Leander. Charles Sundbøll var ugift. |
Ch. L. Sundbøll (Chr. A. Møllers Efterf., Sct. Mortensgade 34, Rønne). Biledet er gave fra provst Viggo Nielsen, 1965. Foto Augusta Schou, Paul Müllers Eftf. Portrætsamling, Bornholms Ø-arkiv (BM).
|
H.P. Holm, Snedker og kustode på Bornholms Museum, 1889-1959.
En meget dygtig og flittig amatørfotograf, der stædigt og med stor flid fik foreviget især Rønne fra ca. 1920-1950. Hans glasplader findes på Bornholms Museum, hvor han var ansat fra 1930-1956. Fotografering især i Rønne, men også Bornholm i det hele taget. Hans billeder er især benyttet i Jul på Bornholm, formentlig inspireret af hans "chef" på museet, Th. Lind, der var redaktør på bladet.Holm var en udmærket fotograf. |
Karl Kofoed, 1884-1957, atelier i Rønne 1912-1930
Karl Morten Kofoed blev født 11/11 1884 i Poulsker. Han døde 3/6 1957 på 'De gamles Hjem' i Rønne. Ca 1912 startede han som fotograf på St. Torvegade 54. Forretningen afhændes senere til Asta Kofoed. Usikkert hvornår, men det må have været mellem 1927 og 1933. Karl Kofoed er nævnt i fagregisteret det første af disse år, men ikke det andet. Det omvendte gælder Asta Kofoed. Karl Kofoed købte derefter en lille cigarforretning i St. Torvegade, som han drev indtil han ca. 1950 flyttede til 'De gamles Hjem. Karl Kofoed fotograferede som de øvrige især portrætter, men han har også fotograferet flere topografiske billeder. |
Kaare Rasmussen, 1893-1873,
fotograf på Bornholm 1921-1965 Fotograf Frede Einer Regenholdt Kaare Rasmussen - var i lære hos S.K. Søndergaard, Nykøbing Falster. Fra 1921 atelier i Gudhjem, fra 1928 i Søndergade i Rønne, og fra 1930 på Store Torv/Store Torvegade 1. Dansk fotograf Forenings fortjenstmedalje i guld på Kaare Rasmussens 40 års jubilæumsdag april 1961. Æresmedlem af Dansk fotografisk Forening. Medlem af Dansk fotograf Forenings 6. Kreds, Bornholm, formand fra 28/1 1943-25/5 1966. En samling glasplader, ca. 100 stk. 9 x 13 og 13 x 18 fra Gudhjemtiden på Bornholms Museum. Andre glasplader og negativer på Bornholms Lokalhistoriske Arkiv. |
Hans Peter Nielsen, Polyfoto, 1916-1998,
fotograf 1943-1998 St. Torvegade/Byledsgade 4 (ved Hafniahus), Rønne. Bornholms Museum har en lærekontrakt mellem fotograf Frede Einer Regenholdt Kaare Rasmussen og fotografelev Hans Peter Engel Nielsen, underskrevet den 9. april 1931. Begyndelseslønnen var 10 kr. om måneden. H.P. Nielsen stod i lære fra 1. april 1931 til 1. april 1935. Medlem af Dansk fotografisk Forening, formand fra 25/5 1966. Bornholms Museum modtog i 1999 hele Polyfotos arkiv. (Portrætdelen findes på Bornholms Ø-arkiv). Det rummer især personfotos og er forsynet med forskellige indgange til billederne. Der er både glasnegativer, celluidbilleder og nyere negativer, både sorthvid og i farve. Blandt negativerne er mange ruller, kun med portrætter af russiske soldater. Billedet til højre: Fotografmøde o. 1960. Fra venstre: ”Polyfoto”, H.P. Nielsen, kodakrepræsentant Andersen, fotograf Johs. Hammer, fotograf Svend Aage Svendsen, ukendt (fotoelev), fru Svendsen, fru Hansen, fotograf Jens Hansen, fotograf Kaare Rasmussen, fru Inge Nielsen. |
Polyfoto-atelier i Byledsgade.
|
Willy Hansen, Foto Magasinet, 1912-1984, fotograf 1945-1980.
Foto Magasinet. Fotograf og fotohandler Willy Hansen, 1912-1984, Snellemark. Willy Hansen begyndte som fotograf i Østergade i 1945. Flyttet til Snellemark omkring 1950. Hans forretning blev overtaget af Bendt Kjøller, junior, Allinge.
Bornholms Museum har en stor samling af Willy Hansens billeder og negativer. Se flere billeder fra Willy Hansens virksomhed HER. |
Erik Pedersen, uddannet maler, 1923-1992.
Erik Pedersen var maler hele sit liv. Han var vel nok en af byens gode originaler - sammen med sin hund Cæsar. Vi - i Byarkivet - har haft den glæde at kende ham rigtigt godt, han var en meget kærkommen frivillig på Bornholms Museum i mange år. Han var en særdeles dygtig fotograf og han vidste alt om den bornholmske søfart - og skrev bøger om den. Hans store fotosamling - med 17.000 negativer - er bevaret på Bornholms Museum. Billedet - som er fotograferet af Bent Nielsen - er fra fotogruppen Rotnas konkurrenceserie: Store Torv 1985. |
Viggo Sylvest Jensen, 1910-1959, fra Hillerød, fotograferet i Rønne Lufthavn. Sidst i 1940erne (?). BØA - portrætsamling.
Denne herre har - iflg. oplysninger bl.a. bag på billedet - fotograferet (næsten) samtlige de luftfotos, der findes af Bornholm fra 1940-1950erne. Bl.a. fine billeder af Rønne lige efter krigen - og så ikke mindst alle gårdene, der blev benyttet i Ernst G. Olsens "Sladrebog". Hele hans gevaldige samling af negativer fra hele Danmark findes i dag på Det Kongelige Bibliotek, og man kan - mod betaling selvfølgelig - bestille et foto af sin ejendom eller hvad man nu ønsker - hvis det findes. Der er skrevet en udmærket bog om luftfotografering Danmark: "Set fra luften", Sylvest Jensen og den danske bondegård. Henrik Dupont m.fl. 1993. Kgl. Bibliotek har en god hjemmeside om luftfotograferingen. Se mere HER. Sylvest Jensen har efterladt os en uvurderlig kulturarv i form især af de billeder han optog af dansk landbrug i dets storhedsperiode (tror vi) i årene omkring Anden Verdenskrig. |
Algot Lindau Rasmussen, 1919-1996
fotograf 1946-1996 Algot Lindau (tidl. Rasmussen) var tilknyttet Bornholms Tidende fra 1956-1990. Forinden var han freelance, først fra 1946-50 i København og 1950-55 i Rønne. Atelier og bopæl: Slippen 9, Rønne ca. 1950-1957, Vivi, Stampen, Rønne, ca. 1958-1966. Nørregade 11, Rønne, (Bornholms Tidende) 1966-1987, Grønnegade 8A, Rønne (privat) 1987-1996. Algots private negativ/fotosamling befinder sig i Bornholms Museums samling. Hans negativsamling fra tiden som pressefotograf befinder sig også på Bornholms Museum. Bornholms Museum har gennem Algot modtaget fire gamle protokoller over fotografiske glasplader som har tilhørt fotograf Yhr. Pladerne er ligeledes indgået i museets samlinger. Det ser ud som om Algot har overtaget dele af fru Hermansen Yhrs virksomhed. Algot var Bornholms Tidendes mangeårige pressefotograf. |
Bjarne Ilsted Bech, f. 1931
fotograf 1957-2001 Storegade 1, Rønne, 1961-1968 Snellemark 25, Rønne, 1969 - 2000 Uddannet hos Kaare Rasmussen, Rønne. 15 aug 1949 til 15 aug 1953 Medlem af Dansk Fotografisk Forening. Dagbladet Bornholmeren,Virksomhedsfoto og teknisk- reklame og illustration, og portrætfoto og atelierfotografering. Bogen: Bjarne Ilsted Bech. Fotograf på Bornholm i et halvt århundrede, Tekst om fotografen, et bredt udvalg af hans billeder, gengivet kronologisk. Bornholms Museum 2010. 143 s. |
Anita Corpas, f. 1966
Fotograf på Bornholm 1987-2001 Anita Corpas er født i 1966, hun er oprindeligt uddannet pressefotograf og har efterfølgende en eksamineret efteruddannelse i journalistik. Efter endt læretid på det daværende "DAGBLADET BORNHOLMEREN" 1987-1990 valgte hun at blive freelance og det har hun været frem til september 2001, hvor hun fik et job i Jylland og rejste fra øen. Inden da forærede hun Bornholms Museum en stor samling af sine fotografiske optagelser. Januar 2002 åbnede Bornholms Museum en særudstilling med nogle af disse optagelser. |