Storegade 23, sejlmagergården
Storegade 23, tegning af Tønnes Wichmann af matriklens gamle bindingsværkshus 1829.
Den bygning vi ser i dag er opført i 1848 som en toetages, grundmuret bygning af sejlmager Jacob Wichmann. Få år senere udvidede han bygningen med tre fag med portgennemgang. (Den blev nedlagt og inddraget til beboelse i 1914). Den lave overetage udnyttede sejlmageren til sit håndværk. Den tegning vi ser her viser et karakteristisk 1700tals hus med to helvalmede gavle, som man stadig ser i Rønne (fx Vimmelskaftet 2). Bindingsværk uden skråstivere er typisk bornholmsk og de bræddebeklædte halvdøre genkender vi også fra 1700tals byggeriet. Bager Tønnes Wichmann var født i 1817, så det har været en stor, dygtig drengs lidt ubehjælpsomme, men meget charmerende tegning, der er blevet bevaret. Om det da var et tofamilieshus med to indgange - der mangler selvfølgelig en trappe - ved vi ikke. Privateje. Billedet til højre viser samme ejendom, Wichmanns sejlmagerhus i to etager fra 1848. Foto Hugo Matthiessen, 1922, udsnit, Nationalmuseet.
|