Nørregade 2, Hotel Fremtiden - Rådhuskroen - Raadhusteatret - Raadhuskiosken
Nørregade 2. Café eller Hotel "Fremtiden". Foto Atelier Heimdal, Gl. Kongevej 41 B, Kjøbenhavn, 1890erne.
Bornholms Avis. 26. juni 1891. Negerhøvdingen Søyva Schumania optræder i "Fremtiden" med sin våbensamling fra Afrika hver halve time.
Tænk hvis man havde haft billeder fra den begivenhed! Hvis han virkelig var sort - og ikke bare sværtet sort - var det måske den første afrikaner på Bornholm! Desværre var det ikke - i Bornholms Avis - referat af begivenheden. Han optrådte også på sommeretablissementet Sommerlyst lidt uden for Rønne. Bornholms Avis 1. marts 1893 fortæller, at man på Gjæstgivergaarden "Fremtiden" i Dag kan se en Sælhundeunge, ca. fem Kvarter lang, den er blevet fanget paa Isen ved Listed, ½ Mil fra Land.
|
Vi har fundet dette usædvanlige billede i Ø-arkivets gemmer. Det er Gæstgivergården Fremtiden vi ser. "Rønne bør ei staa tilbage for andre Byer" står der på det store skilt på taget. Vi er på Store Torv/Nørregade 2 i 1890erne, fotografen er ukendt, kunne være Th. Yhr. Med "andre byer" må man gå ud fra at det er større landsdelsbyer, i det øvrige Danmark man sammenligner sig med? Eller?
|
Her ser det mest ud, som om man har sat værtshusinventaret ud på gaden - og det synes også at at være "Lovens Håndhævere" der har gang i et eller andet. Naboen til gæstgiveriet er jo Rønnes Tinghus, som dengang også lagde rum til den samlede politistyrke. Mon nogen skulle have en ide om hvad de har gang i? Gadedrengene er mødt talrigt op, et par hunde er ved at lære hinanden bedre at kende - og så bliver vi vel præsenteret for kroens personale? BØA 2010-59.
|
Hotel "Fremtidens" Gård ved Nørregade/Store Torv. Måske sidst i 1860erne. Bemærk at der er både køer og kalve, mindst syv-otte stykker, af den lille, gamle, bornholmske landrace (!), får og heste på gårdspladsen. Et enestående billede af en af de bygårde, der endnu for ca. 150 år siden var nogle stykker af i Rønne. Den store kasse, vi ser i forgrunden, rummer i sig en hestegangs kraftværk. Man spændte en hest for "armen", hesten gik så rundt og rundt og maskineriet traf fx et tærskeværk eller en smørkærne inde i en af længerne. Nederst til højre på billedet kan man se kardanleddet til jernakslen ind til bygningen.
Foto G. Støckel, Bornhoms Museum. |
-Nørregade 2. Vi er gået ind ad porten skråt over for Byfogedgården. Det er gårdsiden af restauratør Niels Peter Kofoeds ejendom, ”Café Fremtiden”, hvis søndre længe og fem fag af forhuset blev ombygget året efter Hugo Matthiessens besøg, til udseende vi kender med to ”tårn” lignende bygninger. Her indrettede ejeren et ”Biografteater”, som blev drevet af vognmand Niels Peter Rasch. Han havde allerede vist ”levende billeder” i 1906 på Turisthotellet i Rønne. I tilknytning til biografen blev der indrettet en kiosk. Som nabo til Rådhuset fik de navnene ”Rådhusteateret” og ”Rådhuskiosken”. Ombygning af ejendommen igen i 1950-1951 ved arkitekterne E. Engelstoft og Ivar Christensen, hvorved bygningen fik det udseende vi kender i dag. I 1922 kunne man dog stadig nyde synet af den gamle brolagte gårdsplads med brønd og støbejernspumpe. Foto Hugo Matthiessen, 1922.
|
Læs meget mere om de første biografer og biograferne på Bornholm i det hele taget, "biografteatrene" i artikler af Johannes Thoms i Jul på Bornholm 1998-1999 HER.
Hotel Fremtiden (Rådhuskroen) og Rådhusteatret. Her spilles "Charleys Tante", 1930erne (?). Bornholms Museum.
Cykelbud - i fornem uniform med tilhørende kasket. Fra Raadhuskiosken og Raadhusteatret, Store Torv, Telf. 766. Det er den unge Jens Peter Häckert, fotograferet i august 1931.
Raadhusteatret - biografen - som nabo til det gamle Raad- og Tinghus. Foto Bornholms Museum.