Storegade 76-78, Rønne, det gamle kæmnerkontor
Det gamle kæmnerkontor, Storegade 76-78 i Rønne. Foto 1890erne, ukendt fotograf (Yhr eller Spelling?). Et billede af en rigtig fin ejendom i Rønne, hvor der angiveligt i mange år var kæmnerkontor. Ni fag langt, med halvvalmede gavle (og redskabslem i den gavl vi ser) samt ”væggered”, dvs. en bindingsværksmur ind til ejendommens (eller naboejendommens) gård. Gad vide om ikke ejendommen har været
rødkalket og rødmalet – det ser ud som om bindingsværk og sokkel har samme farve. Jeg ved ikke så meget mere om ejendommen – eller hvornår det var kæmnerkontor. Jeg har fundet billedet hos en marskandiser på Bornholm – og bag på stod vist en tidligere ejers navn (skrevet af glarmesteren?) ”Hansen Kildevæld”. Kildevæld er en ejendom i Østermarie. Ejendommen i Storegade findes endnu. |
September 2012, kommentar: (Jens Riis Jørgensen). Jeg kikkede på dette fine hus, da jeg arbejdede i Rønne Kommune 1993-95 med bl. a.
byfornyelse. I sidste del af 1800-tallet boede herredsfuldmægtig Jens Christian Ipsen her med en stor familie, og han overtog kæmnerjobbet i Rønne i starten af 1890'erne. |
Jens Christian Ipsen var kæmner indtil sin pension i årene efter 1900. Mon ikke kæmnerkontoret kom op til Borgerskolen på St. Torv i 1918 sammen med borgmesterkontoret. Tidligere var kæmneren bosiddende i Krystalgade (den kendte Janus Olsen) og før ham var der Marckmann, der blev borgmester i Allinge, som han flyttede til før 1870.
|