Store Torv 5, Søborg, matr. 529. Fra fajanceværksted til forretningsejendom
Store Torv i Rønne. "J.N. Holm & Søn. Glas & Porcelainshandel.
Fajance & Lertøj". Foto ca. 1912. I 1851 var huset blevet overtaget af fajancefabrikant Jørgen Nicolaj Holm. Han udvidede ejendommen mod øst med køb af en værkstedsejendom og fik facaden grundmuret i 1875. På bannerbilledet herover ser man ejendommen før den blev grundmuret. Det er den ni fag lange bindingsværksbygning til højre. Jørgen Nicolaj Holm havde været i lære hos brødrene Spietz og indrettede i 1850 værksted i moderens ejendom på Store Torv, som han overtog året efter. I 1884 beskæftigede fabrikken fem mand. I 1913 købte professor Mathias Bidstrup ejendommen af Nicolaj Holm, der havde overtaget sin fars ejendom i 1902. Efter salget til Mathias Bidstrup tog Nicolaj Holm arbejde som frihåndsdrejer hos Lauritz Hjorth i Krystalgade. (Bodil Tornehave: De bornholmske fajance- og terrakottafabrikker, Bornholmske Samlinger 1980.) Den gamle enetages bygning blev revet ned og Mathias Bidstrup opførte efter egne tegninger den store bygning i tre/fire etager, som man ser på torvet i dag. Han gav den navnet ”Søborg” til minde om sit fødested og barndomshjem i Søborgstræde i Rønne.
|
|
Samme foto som ovenfor (jvnf. duerne på taget) - men personerne i døren er retoucheret væk. Man ser til højre nederst fotograf Sundbølls signatur i blindtryk.
Desværre ser man ikke i vinduerne det bornholmske lertøj og fajance, der blev fremstillet i hvert fald tidligere i denne ejendom. Her er det altsammen importret porcelæn og fajance. |
Mathias Bidstrup river ned og bygger ny ejendom.
Mathias Bidstrup overtog Holms ejendom på Torvet 1. juli 1913. Billedet er fra slutningen af sommeren samme år, hvor ejendommen var revet ned. Mathias Bidstrup havde planlagt en ombygning af det enetages forhus til tre butikker, en treværelses lejlighed og "Værksted i den gamle Sydlænge, hvori der med Kjøbet var Fajanceværksted og Brændeovn", men han blev overbevist om, at den gode beliggenhed på Torvet lige overfor Krystalgade skulle udnyttes bedre og byggede derfor den ejendom vi ser i dag.
|
Bornholms Museum modtog i 1983 et næringsbrev og et borgerskabs-brev for Peter Emil Jeppesen f. 1879. Han fik borgerskab som bogbinder i Rønne i 1906. Og borgerskab i 1910 som detaillist i Rønne. Emil Jeppesen var i 1910 blevet gift med Mathias Bidstrups datter Marie Elisabeth. Mathias Bidstrup har noteret i sine optegnelser, at Jeppesen havde butik på Lille Torv, men "flytter ind paa Store Torv 5, naar Ejendommen er færdig". De to skrivelser hang i butikken indtil 1983, hvor sidste lejer afleverede dem til Bornholms Museum. Mon ikke grunden til at Mathias Bidstrup engagerede sig i dette byggeri hang sammen med, at han ville hjælpe sin datter og svigersøn til bedre forhold?
|
Ejendommen Søborg, set fra Krystalgade. Opført af Mathias Bidstrup 1914. (Bemærk telefontårnet i Ellekongstræde i gænget mellem de to bygninger. Også i dag er dette gænge synligt i sammenbygningen af de to bygninger) Mathias Bidstrup skriver:
"Aar 1914 den 2. Januar indmuredes i denne Bygnings 1ste Sals Ydermur mod Torvet tæt over Hovedindgangen en Glascylinder, hvori indlagdes 1 Exemplar af Bornholms Tidende og et af Bornholms Avis og Amtstidende ... samt en Grundplanstegning af Bygningen" - og desuden en beretning om byggeriet. Foto og oplysninger fra Bornholms Ø-arkiv, 2006-38 og 2004-28. Foto formentlig Chr. A. Møller. |
Begge billeder er sandsynligvis optaget kort efter færdiggørelsen af ejendommen, enten allerede i 1914 eller i 1915. Mathias Bidstrup skriver videre om byggeriet: "Ejendommen besiddes og bygges af Mathias Andreas Bidstrup. Byggearbejdet udføres af H.P. Bidstrups Byggeforretning Rønne, hvis indehavere ere ovennævnte Mathias
Bidstrup og Bygmester Otto Christian Bidstrup. Medvirkende ved Arbejdet er Peter Pedersen som Formand for Murerarbejddet, Peter Christian Jensen som Formand for Tømmerarbejdet og for alt Vand, Gas, Elektricitets og Sanitetsarbejde Bygherrens Fætter og Svoger Jærnstøber Carl Georg Bernhard Bidstrup. Blikkenslagerarbejdet er overdraget Georg Broen. |
Ejendommen Søborg på Store Torv, 1980erne. Der er i årenes løb sket nogle facadeændringer, idet bl.a. sålbænkene under vinduerne med blomsterkassestativerne er blevet fjernet. Bemærk springvandet med den granitkant, der blev tilføjet i 1943 og tegnet af havearkitekt, professor C. Th. Sørensen. Den blev fjernet igen i 2000.
Se flere billeder bl.a. af Jørgen Nicolaj Holms enetages ejendom under afsnittet om Springvandet på Store Torv HER. Mathias Bidstrups egen plantegning af grunden, hvor Søborg skulle bygges, med angivelse af de mindre bygninger, der havde hørt tilden lille fajancefabrik. Tegning 1913. Bornholms Ø-arkiv.
|