Brdr. Andersens Stenhuggeri på Margrethevej i Rønne

I flg. vejviseren 1927 boede stenhuggermester Oskar Andersen, stenhuggermester Kar V.A. Andersen og stenhuggersvend Emil G. Andersen Margrethevej 28. Portrætterne er fra Dansk Handel og Industri, Bd. II, 1933, s. C 14 (kapitel om Bornholm), hvorfra følgende tekst er hentet:

Stenhugger Hans Andersen, en Slider af den gamle Skole, paabegyndte i Aaret 1888 et Stenhuggeri i Rønne. Han begyndte meget smaat ved Hjælp af egne Kræfter, i bogstavelig Forstand. Men hans Flid og Arvejdsvilje kronedes med Held, og han fik efterhaanden noget ud af sit foretagende. Han fik store Arbejder at levere, bl.a. til Odense Sygehus, og før han døde i 1918, kunde han se tilbage paa veludført Gerning. Hans Enke fortsatte ved sine Sønners Hjælp Virksomheden indtil 1920, da Sønnerne selv overtog denne.

Ogsaa i de senere Aar har Brødrene Andersens Stenhuggeri haft store Arbejder at udføre, bl.a. Rønne Havnefyr, samt Granitarbejde paa Rønne Aldersomshjem. Ligeledes haves store leverancer i Gravmonumenter til Vestre Kirkegaard i København.

Iøvrigt beskæftiger Firmaet sig med alt henhørende under Stenhuggeri. De to Brødre, O. Andersen og K. Andersen, er født henholdsvis 1888 og 1890 i Rønne. De er begge oplærte hos Faderen.







Billedet af Havnefyret i Rønne er fra brødrenes arkiv på Bornholms Ø-arkiv.

Margrethevej. Brødrene Andersens Stenhuggeri på Margrethevej i Rønne var i funktion fra 1919 til ca. 1956. Bornholms Ø-arkiv har modtaget en kasse arkivalier sommeren 2014 og det er noget af en historie, man kan rulle ud - ud fra hovedbøger, kassebøger, arbejdsbøger - og ikke mindst et væld af skitser af de gravsten, som var virksomhedens vigtigste opgave - også som leverandør til virksomheder "ovre". (Stenhuggeriet leverede fx også stenene til "Kongen", fyret på havnen). Der er også meget om arbejdsforhold og organisering, om indtægter, udgifter, beskatning mv. Arkivet er ikke gennemgået færdigt. Der dukker uventede ting op mellem bilagene, fx en lille fortælling om hvordan det var at være barn, når man boede i Langelinje. Glæd jer til den. Men der må være mange, der har kendt og husker Brdr. Andersens Stenhuggeri - og jeg mangler fx at sætte ansigter på ejerne og de ansatte. Det må kunne fremskaffes! Her er et billede af stenhuggermester Oskar Andersens hjem Margrethevej 28 - jeg går ud fra, at Stenhuggeriet lå på nogle grunde bag disse ejendomme. Og så nogle prøver på deres kunnen, fotografierne må være fra 1930-1940erne.

Østerbro Stenhuggeri og Monumentforretning. BØA 2014-28. Fotografisk postkort - fra Brdr. Andersens arkiv. Uden al tvivl har firmaet været storleverandør af gravsten til dette stenhuggeri - har sikkert fremstillet nogle af de gravmonumenter, man ser på billedet. I brødrenes arkiv på Ø-arkivet findes flere s/h billeder af deres gravstensproduktion. Billedet må være taget 1920 eller lige efter iflg. inskriptionerne på stenene.

Fra min Barndomstid - formentlig skrevet af stenhuggermester Oskar Andersen.

Mine Forældre boede i Langelinie. Der var ca. 20 2 Fags Huse. Bygmester Vang havde bygget de fleste 3 á 4 i Række og med et Gænge imellem. Brandgavl paa Loftet var af 1½ ” vankantede Brædder med revner imellem paa indtil 2 tommer, saa man ugenert kunde tale og kigge ind til Naboerne, og naar vi Børn om Sommeren laa paa Loftet, saa fortalte vi hinanden Historier til vi faldt i Søvn.

Nordøst for Langelinieræken laa et større Hus med en stor grøn Port, dette Hus kaldte vi børn for Tyttehuset. Den gang boede der en Grovsmed som hed Ipsen, og han plejede at tømme Chokoladespanden østen for Huset i gravede Huller og skovlede lidt Jord over. Vi Børn var ofte og legede paa den Plads, og saa skete det flere Gange, at vi dumpede ned i et saadant Hul, og for a hævne os, tog vi hver en Sten og vandrede forbi Porten, og saa kan det nok være, at der blev Bombardement paa porten og det var ikke Smaasten vi brugte. Saa løb vi hjem og fik vort Tøj lidt vasket.

Det var i [18]90erne og om Vinteren skete det ofte vi fik en Nordøstenstorm med Snerog og som godt kunde vare 3 Dage. Jeg husker en Gang vi var helt indesneede og vi Børn laa og blev sultne og kaldte paa Mor hun skulde staa op, vi vilde have noget at spise. Langt om længe stod vi da op alle sammen og saa viste det sig, at Klokken var 4 om Eftermiddagen, men det var helt sort som om Natten. Naa vi fik da travlt med at skuffe Sne og Dørene var knapt til at lukke op for Sne og vi kunde lige klemme disse op ½ M saa vi kunde faa den værste Sne skovlet væk fra Dørene, og der var saa en lille Gang langs Huset, hvor vi lige kunde trænge os ud, men ellers dækkede Sneen Gangen og oppe ved Taget saa der næsten var helt mørkt. Saa var Langelinie fuldstændig indesneet, en gang var der en Snedrive, som laa op over Skorstenene, og naar denne Sne havde ligget et par Dage, hvor Solen skinnede og om Natten frøs, saa kunde man gaa paa denne.

En Dag skulde Doktor Fysikus Hansen op til en Mand som var syg og Doktoren fik det ene ben ned i en Skorsten. Min Far havde lavet en Træslæde, hvor der var Plads til 8 Børn, og vi Børn susede ned ad den høje Snebakke. Henad aften plejede vi at hælde Vand paa Bakken for at faa den glat til næste Dag. Denne Snedrive laa en Gang i Juli Maaned førend den forsvandt, den var haard som Ben og var iblandet med Sand og Jord, som var føget med Sneen fra Markerne.

Der hvor nu Doktor Kabells Hus ligger kaldte vi for Tyttekulen og om Sommeren havde vi Børn travlt med at grave Huller i denne Grusplads, og der kunde sommetider være cirka 30 Børn paa en Gang i Virksomhed. I Langelinie boede der næsten kun arbejderfamilier med hver fra 4 til 12 Børn alle sammen, saa der var altid Travlhed baade Sommer og Vinter.

Om Sommeren var vi Børn i fuld Virksomhed med lege, vi spillede Top og vi plejede altid at starte ved Linjen og op ad L. Madsegade op til St. Mortensgade og omigen og vore Toppe havde forskellige flotte Navne Valkyrien, Tordenskjold, Syringen mm. Vi trillede Tøndebaard og fik en Blikkenslager til at laadde en 5 mm Staaltraad og saa en Krog i Tøndebaandet til at styre med, og saa plejede vi at starte i Dr. Kabelsvej op ad Torneværksvejen, Tornegaard, Smørbygaard og Klippeløkken, og saa hjem ad Snorrebakken, Pingels Allé, St. Mortensgade og hjem. Det var en drøj Tur paa ca. 8 kilometer i Løb.
De hurtigste af os løb Turen paa 35 Minutter.

Hele Sommeren løb vi i bare Fødder for at spare paa Strømperne til langt hen paa Efteraaret. Saa snart Vandet var 11 á 12 grader laa vi nede ved Kildesbakken og badede, saa snart vi var komme hjem fra Skolen Kl. 12, og lige havde slugt lidt Mad, saa startede vi Drenge i fuld Galop nedad Vesetsgade, Tverstræde og naar vi naaede til St. Torvegade, saa havde de fleste af os klædt al Tøjet af os i Farten og saa var der ikke langt til vandet. Vi plejede at bade ved Pandekagen, en stor, flad Sten, ca. 2½ Meter i Diameter, den laa godt 100 Meter ude i Vandet og det var vor største Maal at lære at svømme saa meget, at vi kunde naa derud.

Jeg havde lige lært at svømme saa meget, at jeg troede at kunde naa derud. Det blæste kraftigt og der blæste smaa Bølger over Stenen, men jeg var ved at gaa nedenom og hjem.  Jeg startede med to ældre Drenge, Peter og Niels, og disse var allerede oppe paa Stenen og jeg havde fat i Stenen og skulde lige til at kravle op, saa kom der en lille Bølge og slog mig væk. Jeg arbejdede kraftigt for at komme til Stenen igen, men saa kom der en ny Skylle, og saa gik jeg ned i Skumsprøjtet foran Stenen. Der var et stort Sug, da der laa en anden mindre Sten ved siden af. Jeg traadte Vand og sparkede for at komme op igen som en rasende og det lykkedes og saa var der ikke andet at gøre, end at jeg strakte begge Hænder i Vejret og raabte om Hjælp og saa var der en af de andre, der fik fat i min Haand og jeg kom op paa Stenen, men siden stod jeg ½ Time og frøs og turde ikke svømme ind igen. Jeg havde faaet et chok. Naa, jeg kunde jo ikke staa der hele dagen og jeg maatte springe i Pølen igen, og det gik lettere at komme ind igen end jeg havde troet.