Oberst Waagepetersen

Fund i et gammelt pengeskab – fra Anden Verdenskrig!

Bornholms Museum ryddede for nogle år siden et gammelt, svært tilgængeligt pengeskab. Der var ikke så meget i det, men – selvfølgelig – alligevel nogle interessante ting. Bl.a. et forseglet brev, som ifølge en besked på forsiden fra september 1940, først måtte åbnes i 1965.

Brevet var blevet åbnet, så nogen havde læst det. Men tilsyneladende glemt det igen. Brevets indhold var fra lægen og historikeren M.K. Zahrtmanns bo – blandt de sager, han havde testamenteret til Bornholms Museum. Det var en niece, Elna Erichsen, Erichsens gårds sidste private ejer, som havde skrevet på brevet. M.K. Zahrtmann var død i København 1. august 1940.

Indeni lå et andet brev. Fra Bornholms kommandant, Just Waagepetersen, dateret 28. maj 1940. Altså knap to måneder efter Danmarks besættelse. Af brevet fremgår det, at de to har korresponderet, og at M.K. Zahrtmann, som den lokalhistoriker han var, syntes det var vigtigt at få en af de lokale hovedpersoner til at fortælle sin version af besættelsen af Bornholm. Og det er det, brevet drejer sig om. Waagepetersens sindelag er der ingen tvivl om; så det har vel været fornuftigt nok at forsøge at sikre, at ingen fik brevets indhold at se.

Waagepetersen var en god fortæller; hans version af historien er nok værd at læse – og beretningen vil nu indgå i den store, næsten endeløse fortælling om forhåbentlig den allersidste krig - her!

Oberst Just Waagepetersen, død 1946. Foto Kaare Rasmussen.

.Kommandanten paa Bornholm.  Rønne den 27.5.1940.
Hr. Overlæge M.K. Zahrtmann.

Hjærtelig Tak for Deres venlige Brev af 26’ Februar, hvoraf jeg jo ser – hvad jeg for øvrigt ikke nærede Tvivl om – at Deres gamle Interesse for Øen er lige saa stor som tidligere.

Siden mit Brev er der jo sket ikke saa lidt baade her og i hele Landet. Maaske kan derfor en lille Skildring af Forholdene herovre have Interesse:

Vinteren knugede os jo til langt ind i Marts, endnu den 6’ Maj laa der ved Aakirkeby et Par Snedriver. Sundhedstilstanden blandt Soldaterne havde været fortrinlig under den strænge Frost, Tøbruddet gav lidt Forkølelser, men ikke mange.

Siden 1’ Februar laa vi med den latterlig ringe Styrke af ca. 100 Md., væbnet med 6 Rekylgeværer, 2 Maskingeværer og 2 forældede Kanoner. Det var i sig selv en Meningsløshed, men man haabede paa, at mere vilde blive indkaldt, hvis det var nødvendigt, men Haabet var ganske forgæves.

Siden Jul havde jeg haft min Opmærksomhed henvendt paa de tyske Nordsøhavne, i Begyndelsen af April fik jeg Anmodninger om at skaffe Oplysninger derfra, men det var svært, da Skibsfarten knap nok var kommet i Gang.

Saa oprandt 9’ April.

Allerede den 8’ fik jeg Ordre til at sætte Værnet i Alarmberedskab. Det bestod i, at der blev uddelt skarp Ammunition og at Kompagnierne blev trukket sammen i enkelte store Kvarterer parat til hurtig Udrykning. Derimod blev der ikke udstillet Vagter i Havnene, fordi den lille Styrke slet ikke vilde kunne overkomme det. Vi havde i det hele taget ikke nogen klar opfattelse af, hvor farlig Situationen var. Stemningen var hverken hos os eller i Befolkningen det mindste Smule ophidset, saaledes som den vistnok var i København allerede den 8’. Generalkommandoen havde ikke givet mig nogen Orientering, de kjøbenhavnske Aviser havde vi ikke og Radioen sagde intet.

Den 9’ om Morgenen Kl. 7.20, medens jeg stod og barberede mig, meldte en journalist ved Bornholms Socialdemokrat, at Tyskerne om Natten havde besat Kjøbenhavn og Esbjerg. Hans Kilde var en Rengøringskone, vistnok i et af Ministerierne.

Kl. 7.40 kom telefonisk Meddelelse fra Krigsministeriet tilligemed Ordre om ikke at gøre Modstand. Jeg ringede derpaa til Generalkommandoen for at faa en sikker Bekræftelse navnlig paa Ordren om ikke at gøre Modstand. For øvrigt forløb Dagen roligt her. Paa Mandskabet gjorde Begivenheden det største Indtryk og fremkaldte stor Harme. Jeg har det bestemte Indtryk, at de vilde have gjort deres Pligt fuldt ud, hvis det var blevet krævet.

Først den 10. kom Tyskerne hertil.

En stor Hjælpekrydser nærmede sig Rønne Kl. ca. 14-15 og landede i Havnen; en Bataillon paa ca. 700 Md. De blev modtaget paa Kajen af den tyske Konsul Hintze og af Orlogskaptajn Broberg, som var herovre for at lede Mineopfiskningen, og hvem jeg havde bedt om at være dernede, for at føre den tyske Kommandant ind til mig i Aakirkeby, da jeg ikke vilde gøre Tyskerne den Ære, at møde dem i Rønne.

Det gik saa efter mit Ønske. Ind i mit meget lille Kontor traadte den tyske Øverstkommanderende, Major Kayser og to Søofficerer. Majoren, en Mand paa ca. 45 Aar i en tynd, noget falmet Uniform med Pistol og Gasmaske ved Bæltet. Jeg sagde dem kort, at jeg havde faaet Ordre til at modtage dem uden at yde Modstand og at jeg havde udført denne Ordre. Tyskeren meddelte, at han ganske vist skulde besætte Bornholm, men at han ikke ønskede at virke paa nogen Maade anmassende eller stødende. Han gjorde i det Hele et godt Indtryk, han var ganske vist ikke særlig distingveret, men bar absolut Præg af Dannelse og viste sig senere baade i Besiddelse af Takt og Hensynsfuldhed.

Desværre havde jeg en Ærgrelse som jeg ikke vil fortie, fordi den hører med til hele Billedet. Kaptajn Broberg misforstod Situationen paa en højst mærkelig Maade, idet han i Tyskernes Nærhed bød mig og min Stabschef til Middag paa Dams Hotel i Rønne samme Dag sammen med Tyskerne. Jeg ansaa det for uklogt at sige Nej, endda i Tyskernes Nærværelse, og Middagen fandt Sted til manges Forbavselse, eller vel snarere Forargelse.

Efter Mødet hos mig tog Tyskerne tilbage til Rønne, ledsaget af Kaptajn Engell (Stubbegaard) og en Løjtnant Agersted, som begge skulde hjælpe dem ved Indkvarteringen i Rønne. Tyskerne blev anbragt paa Hotel Phønix, Missionshotellet i Østergade, i Teatersalen og Østre Skoles Gymnastiksal. Chefen tog Kvarter paa Dams Hotel og havde Kontor paa det store Missionshotel i Grønnegade.

I de nærmeste Dage derefter havde jeg jo adskillige Konferencer med Majoren. Han ønskede et Sted, hvor han kunde hejse Hagekorsflaget og Dannebrog hver paa sin lige høje Flagstang. De skulde saa hejses og sænkes Morgen og Aften under militær Honnør. Det kunde jo kun opfattes som en Høflighed mod os. Jeg anviste ham derfor den gamle Hovedvagtsbygning, hvor der oprettedes en tysk Vagt og to Flagstænger blev rejst. Det varede dog kun ca. 1 Uge, saa kom der Ordre til mig fra Generalkommandoen, at man ikke ønskede at vort Flag skulde vaje over nogen Bygning, som Tyskerne havde taget i Besiddelse. Tyskerne fik en Fortegnelse over vore Beholdninger af Vaaben og Ammunition og krævede, at vi skulde udstille Vagt ved Depoterne.

Omkring 16/5 blev Tropperne indskrænket fra 1. Bataillon til 1. Komp. paa 150 Md. under en ganske ung Oberstløjtnant og i de nærmeste Dage venter vi, at der kommer andre Tropper, muligvis Marinere til Afløsning for Kompagniet.

Stemningen herovre er vist nærmest som i den øvrige Del af Landet, maaske noget mere rolig, fordi vi jo ligger i et roligt Hjørne, men at Fremtiden er meget mørk er alle jo klar over. De tyske Soldater har opført sig godt, de holdes jo i meget stramme Tøjler, men naar Danskere faar dem paa Tomands Haand ytrer de den største Mistillid til Fremtiden og til det tyske Styre.

Ja, det er hvad jeg kan melde herfra. Det er jo Bornholms nyeste og sørgeligste Historie. Jeg tillader mig at sende Dem Hr. Overlæge, mine bedste Ønsker om godt Helbred og om at baade De og vi andre atter maa se Solen skinne over vort Land.

Deres ærbødige

J. Waagepetersen.

Kommandant Just Waagepetersen og dansk officer i 1946.

Hovedvagten i Rønne, Der flages med hagekors og Dannebrog. 20. april 1940. Fotograferet på Hitlers fødselsdag. Det tyske tjenesteflag "Reichdienstflagge" med hagekorset vajede for sidste gang side om side med Dannebrog. Den bornholmske kommandant meddelte i aviserne, at fra 23. april ville man efter retningslinjerne ikke længere kunne hejse det danske flag på lokaliteter, benyttet af tysk militær. Foto Svend Parksø.

Foto Svend Parksø. BØA 2914-27. Paraden på Hitlers fdselsdag, Breining, konsulen, Agersted. BØA.