Stubbeløkken ved Rønne
Stubbeløkken, luftfoto 1929, foto Eskild Fut Jensen.
Hans Hjorth, der var født 1878, havde selv oplevet og været en del af industriens store gennembrud på Bornholm med udnyttelse af råstofferne, granit naturligvis men også leret, hvor han selv var aktør. Han skrev en glimrende artikel om "Bornholms Haandværk og Industri" i "Bornholmernes Land, Øen i Øst" bd. 2, 1944 (to bind han også var redaktør på). Selvfølgelig er flere af de billeder, vi nu finder i hans arkiv, benyttet der, eller kan være overskud. Fra granitbrydningen findes nogle meget flotte fotografier, der næsten fremtræder som grafisk kunst. Se bare dette foto fra Rønne Granitværk. Hans Hjorths Arkiv, bøa 2011-29.