Sct. Mortensgade 4, Møllers Fotohandel og Boghandel - i familiens eje i 100 år
Ejerparret, Hans Christian og Gerda Møller i døren ind til butikken. Personen i midten er muligvis deres gode ven, tømrer Holger Larsen.
Indtil 1988 var den lille ejendom, Sct. Mortensgade 4, i familien Møllers eje. Vi ved ikke – med mindre vi giver os tid til at grave i gamle skøde- og panteprotokoller – hvornår huset er opført. Men det lille grundmurede hus med den lille etfags gavlkvist, der ses på billederne her, er uden tvivl fra 1800årenes anden halvdel, nærmere midten end afslutningen! Boghandler Hans Christian Fornitz Møller, f. 22/12 1907, var søn af Chr. Anthon Møller, fotograf gennem 40 år (1888-1928) lidt længere oppe ad gaden, i Sct. Mortensgade (34) 28, og sønnesøn af missionær Hans Chr. Møller i Pistolstræde, som han var opkaldt efter. En farbror, Hans Julius Møller, f. 1860, var uddannet bogbinder og det er ham, der havde det bogbinderi i Sct. Mortensgade 4, som vi ser på billedet til højre. Det udhængsskilt, der ses på øverste billede, og hvorpå der står "Film" er bevaret på Bornholms Museum. "Møllers Bogbinderi" havde til huse her til omkring 1930. Ejendommen var (efter oplysninger fra familien) ombygget af bygmester Chr. A. Wang (Vang) i 1886. Den lille kvist er formentlig ældre, men måske stod Wang for en grundmuring af facaden og butiksindretningen. Bemærk den takkede skorsten - en festlig afslutning på skorstenen - den har været almindelig i Rønne en gang.
|
"Mine forældres forretning" i Sct. Mortensgade 4 med Auto-Centralen som nabo. Billedet tilhører Inger Fornitz.
Her er hele facaden renoveret og moderniseret med et stort vinduesparti. Foto 1940erne (?). Bornholms Museum modtog i 1988, da forretningen blev nedlagt, bl.a. et ældre udhængsskilt, turistspadserestokke (som dem der ses her) og foto- og tobaksreklamer. BM 1604.
Her er hele facaden renoveret og moderniseret med et stort vinduesparti. Foto 1940erne (?). Bornholms Museum modtog i 1988, da forretningen blev nedlagt, bl.a. et ældre udhængsskilt, turistspadserestokke (som dem der ses her) og foto- og tobaksreklamer. BM 1604.
Nærbillede af forretningen i Sct. Mortensgade 4. Læg især mærke til spejlbilledet i ruderne. Der står Brandstation spejlvendt i højre vindue. Brandstationen lå lige overfor forretningen. H. Chr. Møllers fotoforretning og boghandel - med salg af turistvarer, bl,a. fra keramikfabrikkerne. Det ser ud som om der er udsalg af Hjorths Stentøj og fajance-turistvarer som røgelsesrøgerier, -bindingsværkshuse og rundkirker samt fotografier af rundkirkerne, Hammershus, Kamelhovederne etc. Og et udvalg af stokke til de vandrelystne turister. 1940erne. (?) Foto tilhører Inger Fornitz.
Hans Chr. Møller, fotograf Chr. A. Møllers søn, (Sct. Mortensgade 28) har formentlig overtaget forretningen o. 1930 og foruden bøger handlede han med postkort og fotoapparater (ligesom faderen også havde gjort det). Det var en for datiden typisk butik med blandede varer, legetøj, papir, kontorartikler, ugeblade, bøger og fotoartikler, og H.C. Møller fremkaldte film og lavede billeder, men han arbejdede ikke som faderen som professionel fotograf - det er dog ham der har taget de mest kendte billeder af Rønnes bombede gader..
|
Huset blev udvidet med en mansardetage i 1940erne. Billedet her viser husets gavl med indkørslen til naboen, Autocentralen. Siden 1988 har mange forskellige forsøgt sig med at drive forretningsvirksomhed på stedet. Sidst en genbrugsbutik for Sudan-missionen – hvilket sikkert ville falde i farfar, missionær Hans Christian Møllers ånd! Nu er det hele revet ned, også naboejendommene, og Netto har indrettet forskellige faciliteter og parkeringsplads på grunden.
|
Inde i forretningen 1930erne. Yderst til venstre er det Hans Christian Møllers hustru, Gerda Møller - og formentlig også hende i midten.