Sirius af Rønne
Fra dengang der var rigtige skibe i Rønne Havn. Motorskonnerten Sirius, købt 1918 af A/S Rønne Motorskibsrederi ved købmand Ludvig C. Hintze. Lidt til venstre i billedet kan man lige få øje på Dampskibsselskabet af 1866’s S/S Bornholm, der blev bygget i 1899, solgt af rederiet i 1924, men købt tilbage i 1937, nu med navnet Østersøen, og sejlede indtil 1953.
Skonnerten var bygget i 1910-1911 i Nysted på Lolland af Richard L. Rasmussen til en reder i Bandholm. I 1916 blev den solgt til Stubbekøbing og året efter fik den ilagt motor. Efter at den havde været hjemmehørende i Rønne fra 1918-1922 fik den ny ejer i Aggersund ved Aalborg. Den kom senere til at hedde Hvidfisken og tilhørte da Grønlands Styrelse. Man kan finde billeder af den på Arktisk Instituts spændende hjemmeside: www.arktiskebilleder.dk |
Fotografen er anonym, men sandsynligheden taler for at billedet er fotograferet af snedker og museumskustode H.P. Holm, Rønne, som var en dygtig fotograf og specielt meget søfartsinteresseret. Billedet er en kontaktkopi 12 x 16,5 cm, monteret på mørkt, grågrønt karton, karakteristisk for tiden - billedet er sikkert fotograferet umiddelbart efter skibet er kommet til Rønne i 1914. Det ser ud som om det sejler med en ladning tømmer - og de to dannebrogsflag, nationalitetsflagene,
angiver, at Første Verdenskrig er brudt ud - i august 1914. |