Fabrikken Søholm i Grønnegade 1835-1989 og i Lillevang 1989-1996 - 161 år!

Historien kort på denne side. Den ældste historie HER. Personalet til 1929 HER. Historien efter fagforeningsovertagelsen i 1929 HER. Produktionen HER.

Fabrikken Søholm begyndte sin virksomhed i 1835 med at producere bornholmsk fajance og pottemagervarer. En stor del af produktionen var usigneret – og altså i dag anonym! Efter Søholms grundlægger Herman Wolffsen var det Hans Ancher Wolffsen, som sammen med en bror drev fabrikken 1887-1908. I disse år blev bl.a. jugendstilen med de ofte groteske former populære på fabrikken. 

I 1908 overlod familien Wolffsen den daglige ledelse af fabrikken til keramikeren Carl Møller. Han købte Søholm i 1912, men Første  Verdenskrigs vanskeligheder bevirkede, at han solgte virksomheden til en  københavnsk grosserer i 1919, men selv fortsatte som bestyrer.
Fra 1929 blev fabrikken drevet som en fagforenings ejet virksomhed.

Søholm ejede de tre bygninger til venstre i Grønnegade. Bygningen på hjørnet blev opført i 1888 som forretning og fabrik. Den næste bygning er den ældste del af fabrikken, grundmuret i 1850erne. Bindingsværksejendommen blev erhvervet af Søholm i 1930erne.
Fabrikken Søholm blev grundlagt på privat initiativ i Grønnegade i 1835. Her havde fabrikken til huse, indtil man i 1989 kunne flytte ud til moderne lokaler i Lillevang i Rønne. Fabrikken var indtil 1988 ejet af Keramisk Forbund i Danmark, og fra da af SiD, Specialarbejderforbundet i Danmark. I 1929 købte Rønne Kommune fabrikken, et interessentskab, bestående af "Holst & Knudsen" og Keramisk Forbund lejede virksomheden og overtog driften af fabrikken, men købte fabrikken af kommunen i 1933, for at afbøde en voldsom borgerlig kritik af fabrikskøbet i byrådet.
Herman Sonne Wolffsen, 1811-1887, og hustru, grundlæggere og ejere af Søholm gennem 52 år. Foto Gottlieb Støckel o. 1880. Privateje.

Den tyske prins Heinrich af Preussen - en bror til den tyske kejser William II - besøgte Bornholm 31. juli 1891. Han og hans følge spiste frokost på Dams Hotel. Derefter kørte de i hestevogne ud til forlystelsesstedet "Sommerlyst", hvor avisen noterer, at de har gjort bekendtskab med det gode danske øl.

I lettere opløftet stemning besøgte de først Hjorths Fabrik i Krystalgade, hvor det fine, græskinspirerede terrakotta ikke er faldet i det muntre selskabs smag. Men så er man fortsat ned til Grønnegade til Wolffsens Fabrik, dvs. til Søholm - og her er man faldet over en "trivelig sparegris", som voldte "det øvrige Selskab adskillig Morskab på Turen ned til Havnen". Her ventede den fine tyske dampyacht "Grille", som man fortsatte rejsen med.

Man var ikke så voldsomt begejstret for tyskerne i den avis, der bragte notitsen, den konservative Bornholms Avis. Så at det var grisen tyskerne faldt for - kunne man få meget ud af!

Her ses et par sparegrise af terrakotta (uglaseret fint lertøj) (den ene koldtbemalet) af den type den tyske prins købte med sig. Fra Ehlers Samling i Haderslev. Foto Ann Vibeke Knudsen.

Der findes en del af disse lergrise i bornholmske samlinger.

På ét eksemplar i Bornholms Museums samling står skrevet på ryggen med sorte bogstaver: "Til Patienternes Jul". Sparegrisen var i brug på alle afdelinger, da giveren i 1940erne kom til Bornholms Centralsygehus. Man brugte den til at samle ind til patienternes julearrangement.

Det er ganske sikkert en gris som denne, der har moret prinsen med følge.

Billedet er taget "for mange år siden" i Søholms gård, hvor nogle keramikere er hoppet op i et stort slemmekar til ære for fotografen. Personen i midten med fuldskæg og kasket er Anthon Riis. Helt til højre er det Andr. Holmgren, keramiker Stoltz er også med på billedet. (Tekst i Bornholms Tidende 28. juli 1979). Bornholms Ø-arkiv.

Anders Lilleskov Mortensen: Grønnegade 1944. Keramikfabrikken Søholm i Grønnegade, hvor min far arbejde som keramiker. På billedet ses Johannes Schou på cykel, (han blev senere borgmester), og den gående mener jeg er Riis, (senere formand på fabrikken). Jeg kørte ofte ned på fabrikken for at hente min far i begyndelsen af 60érne.

Jeg husker at Riis var formand for keramikerne og sad inde i et glasbur midt på etagen. Min far talte ofte om deres forhandlinger med direktøren om akkorder, hvilke hørte til de bedre håndværkerlønninger. Selv om det var keramisk fagforbund, som ejede fabrikken, forgik forhandlingerne på samme måde som ved andre private foretagender. En gang kom der en tidsstuediemand på, og da chikanerede drejerne bare tidstudiemanden.

Fabrikken Søholms genopbygning efter bombardementerne i 1945. Foto Møllgaard, samlingAVK.

Grønnegade med fabrikken Søholm 1949. Foto Sylvest Jensen, Hillerød. Fra Det Kongelige Bibliotek.

I 1989 flyttede Søholm ind i dette helt moderne fabriksanlæg på Lillevangsvej 6. Der var 37 medarbejdere, da man flyttede ind  i de nye lokaler. 55009 kvadratmeter, en investering på 55 mio, SiD var hovedaktionær. Målet: nye produkter til kvalitetsbevidste forbrugere, eget design og formgivere udefra. Det var for ambitiøst, konkurrencen især fra Asien var for voldsom. Fabrikken meddelte pludselig, at den lukkede 1. februar 1996 og man afviklede i månederne derefter. Efter 161 år. En kæmpefejlinvestering fra SiD's side - men gavnlig for Bornholm!

Søholms sparemænd (og kvinder) formgivet af Arne Finne for Sparekassen Bikuben fra 1974-1983. Per Hækkerup (herover) blev den første i 1974, den sidste var Ritt Bjerregaard i 1983. Ti i alt blev det til.