Østergade 19, det gamle postkontor i Rønne
Rønnes gamle posthus på hjørnet af Østergade og Snorregade 1899. Det er postvognen, der havde rute fra Rønne over Nybro i Østerlars til Svaneke. Den er ved at blive gjort klar til turen. Det ny posthus på Lille Torv i Rønne åbnede først i 1910. Ukendt fotograf, Bornholms Museum.
Det gamle posthus på hjørnet af Østergade og Snorregade. Vel fotograferet lige inden man i 1910 flyttede hen i Mathias Bidstrups fornemme posthus på Lille Torv i Rønne. Endnu et af mange billeder af posthuset, taget i denne vinkel, men her med hele personalet linet op med postmesteren i spidsen.
|
Billedet er fra vores familiearkiv, for min mands farmor, Karen Larsen, købte efterfølgende huset. Hun var blevet enke med to små drenge lige efter 1900. Hun - der var fra Jelling i Jylland og uddannet mejerske - arbejdede nogle år på Højskolehjemmet i Sct. Mortensgade i Rønne og det lykkedes hende altså at købe denne store ejendom og indrette den til pensionat. Det levede hun af resten af sit liv. Foto formentlig Th. Yhr, Rønne.
|
Postkontoret på hjørnet af Østergade og Snorregade i Rønne. Senest fra vinteren 1909-1910, idet det nye posthus på Lille Torv blev taget i brug 1. oktober 1910. Man er ved at pakke postvognen, som skal ud på øen med dagens post. Aftryk af glasplade 13x18. Foto formentlig Th Yhr, Rønne. Postkontoret her i Snorregade var i brug fra 1881, hvor postmester
Henningsen købte ejendommen af sagfører Harald Wimmer. Huset blev bygget om med to etager til gaden. Der var postkontor i stueetagen og privatbolig på første salen. I 1910 blev det overtaget af enkefru Karen Larsen, som indrettede det som pensionat. |
Der findes forskellige gengivelser af dette gamle posthus. Se også Bedstefars Bornholm II nr. 86, hvor billedet angiveligt er fra 1899.
I "forlængelse" af billedet af det ældre posthus i Østergade/Snorregade er her endnu et foto (postkort selvfølgelig) - vel taget samtidig, men nu er postvognen på vej ud på øen. Postkortet er fra Ø-arkivets samlinger.
|