Urmagerne

Der er én forfatter og forsker, man ikke kan komme udenom, hvis man vil beskæftige sig med den helt enestående historie, der hedder "de bornholmske urmagere". Det er Bodil Tornehave. Hun har skrevet artikler og udgivet to bøger om urene. Hendes sidste bog må især anbefales: Bornholmeruret, 1988.

Den toetages ejendom på Store Torv, der ses her, blev bygget i 1862. Før da lå der en bindingsværksejendom på stedet - og den var i 1700tallet ejet af Otto Arboe. Her blev nogle af de tidligste bornholmerure til. Udsnit af litografi af Richter Ibsen. Det hele HER )

Skiven til Otto Arboes ur, mærket London (som de engelske forbilleder). Privateje. Silhouetklip af Jørgen Peter Arboe, 1750-1820. Nevø af Otto Arboe og udlært hos ham. Han regnes for den dygtigste og var den mest fremtrædende af de bornholmske urmagere, i mange år Urmagerinteressentabets formand. Boede sine sidste år Grønnegade 19, hvor senere Dr. Dampe opholdt sig. 

Der er mange historier, man må skrive om, når man beskæftiger sig med Rønne Bys historie. Fx folks huse og byggeskikken, kirken, offentlige bygninger, handel og søfart. Milice og værn. Anden Verdenskrig, infrastruktur, fx. 1866 og DBJ. Erhverv fx råstofindustrien, granit, kaolin, ler med alle keramikfabrikkerne. Og selvfølgelig bornholmerurene. Urene er ikke så attraktive som de har været, men urindustrien er et særligt kapitel af byens historie. Urmagerne var stort set alle bosat i Rønne.

Tegningen findes her: Bornholms Ø-arkiv, 1981-15.

Jeg har for nylig (febr. 2013) fundet en tegning af ure, ingen har set før. Den kobler mange historier sammen: urene, major og arkitekt Henning Pedersen, som bl.a. tegnede nogle af byens fineste huse (fx Rådhuset), hans Rønne Tegneskole, som uddannede unge mennesker, og H.P. Bidstrup, som var en af eleverne og skabte byens førende byggeforretning. Tegning af urene: Rønne Tegneskole, 18. december 1830 (ledet af major og arkitekt Henning Pedersen), eleven er H.P. Bidstrup, 1817-1876. Han var blot 13 år gammel, da han, efter sin læremesters forlæg, tegnede de da "moderne" urkasser.

Klokken er faldet i slag. I hvert fald for en lille historie om et bornholmerur "ovre". På det lille rokokolystslot Frederiksdal ved Kongens Lyngby findes, nede i en kælder, dette noget specielle "bornholmerur". "Bornholm" er der malet på den hvidmalede skive. Det er uden tvivl et garantistemplet bornholmerurværk, men urkassen, altså her senempireskabet, er sikkert fremstillet i København. Det er fra 1830erne. Det synes at være rimelig intakt, bortset fra at der må mangle en ..."top". De kvalitetsstemplede urværker, som også fik malet "Bornholm" på skiverne, blev fremstillet ca. 1820-1850 af medlemmer af "Urmagerinteressentskabet i Rønne". Interessentskabet garanterede kvaliteten af de urværker, der især blev solgt på et udsalgssted på Børsen i København. Interessentskabet, som var en slags urmagerlaug, opløste sig selv i 1894, ved at donere maskiner og værktøj til det da nyoprettede Bornholms Museum.

De traditionelle urkasser, fra barokurkassen fra ca. 1760-1780, Louis Seize-kasserne med kannelerede felter, ca. 1780-1810, empireurene ca. 1810-1870. De tre sidste ure kaldte man en "hanklokke", en "frøken" og en "kone".

"Erhvervseventyret" startede i 1744, hvor et hollandsk skib strandede ud for kysten mellem Rønne og Hasle. Både besætning og last blev bjærget i land i god behold og ikke mindst lasten af engelske standure var interessant. De var noget medtagne, men nogle dygtige håndværkere blev sat til at rense og reparere dem og de blev så begejstrede for urene, at de selv startede en urproduktion. På den måde kom der gang i produktionen af ure på Bornholm. Urmagerhåndværket udviklede sig, og man nåede op på, at der var i alt, i de ca. 150 år der blev fremstillet ure, ca 200 urmagere i Rønne. I 1840erne afsatte man tæt ved 2000 ure om året. Derefter faldt produktionen støt idet importerede, industrifremstillede ure udkonkurrerede håndværket. I begyndelsen af 1900tallet var håndværket næsten helt uddødt og kun nogle ganske få holdt liv i den unikke produktion af bornholmerure.

De første urmagere var brødrene Arboe, brødrene Henrichsen samt Hans J. Marcher, Claus Jørgensen Bohn og Peter Ipsen. Senere kom den dygtigste urmager af dem alle, nemlig Jørgen Peter Arboe, som var søn af Peter Arboe og havde stået i lære både hos både faderen og onklen.

Håndværkerne dannede et slags urmagerlav, som dog ikke var godkendt af myndighederne, "Rønne Uhrmagerinteressentskab", som sikrede en kvalitetsmæssig god produktion og en stabil afsætning i København. Selskabet virkede fra 1821 og i princippet til 1894, hvor der var så få urmagere tilbage at selskabet opløstes. De sidste urmagere sørgede for at deres redskaber og eksempler på deres arbejder blev bevaret for eftertiden på Bornholms Museum.

Urmager Marcus Larsen, 1924. Bornholms Museum.

Bagside af urværk nr. 324 af Chr. Bidstrup.

Maskine til præcis skæring af tandhjul. Har tilhørt urmager Jens Peter Ipsen, 1831-1905.

Urmager Jens C. Jensen, toppen af et "kone"-bornholmerur

Urmager Jens Larsen Jespersen, 1803-1885, født og død i Nexø, men boede og arbejdede i Rønne fra konfirmationstiden til 1878. Var en årrække forretningsfører for Urmagerinteressentskabet.

Urmager A. Munk, A.P. Ipsens Eftf. havde sin butik og sit værksted på Store Torv, HER lige ved siden af Colbergs Boghandel. Fotos keramiker Herman Sonne (se mere om ham HER). Urmager A. Munk var reparationsurmager, medens forgængeren også var "bornholmerurmager". Andreas Peter Ipsen var født 1853 og uddannet urmager i Rønne. Hans mor købte i 1879 Store Torvegade 6. Ipsen arvede ejendommen efter sin mor i 1892 og solgte den i 1910, til urmager A. Munk. (Oplysninger om urmager Ipsen i Bodil Tornehave, Bornholmeruret, 1988). A. Munk må være flyttet fra sin butik på Store Torv i 1910 - til Store Torvegade. (Se billeder af hans butik der HER).