Udnyttelsen af kaolinressourcerne omkring Rønne
Tilbage til oversigten "Den grønne ring" HER
1871 blev der anlagt et større Kaolinslemmeri (hvor Kaolinen befries for Kvartsen) ved Buskegaard, så at dette Produkt kom til større Anvendelse i Porcellæns- og Papirfabrikationen; nu findes der tre Kaolinslemmerier (alle i Knudsker). (Trap Danmark 1898).
I 1924 overtoges Bornholms Kaolinslemmeri, der bestod af Torneværket, Buskeværket og Rosvang af Hasle Klinker og Chamottestensfabrik. Året efter blev ingeniør Iwan Clausen direktør for selskabet.
I 1924 overtoges Bornholms Kaolinslemmeri, der bestod af Torneværket, Buskeværket og Rosvang af Hasle Klinker og Chamottestensfabrik. Året efter blev ingeniør Iwan Clausen direktør for selskabet.
Hvad er kaolin, hvor kommer det fra, og hvad bruges det til.
Kaolin er en lerart, der i sin reneste form er helt hvid.
Kaolinen er et restprodukt fra kemisk nedbrudt granit. Det er feldspatten, der nedbrydes, mens kvartsen bliver tilbage. Hvis ikke kaolinen skylles væk, så bliver den liggende oven på granitten i et ”primært leje”. Derfor finder man deklvis nedbrudte granitkugler nederst i kaolingravene, og der forekommer kvartskorn i kaolinen.
Kaolin bliver ved brænding ildfast (1500-1700 gr.), og man får porcelæn. Derfor kaldes kaolin også porcelænsjord. Porcelæn blev kendt fra Kina i 1600-170tallet – derfor kaldes kaolin også China Clay.
I Danmark findes kaolin kun på Bornholm, og her kun et bestemt sted – øst for Rønne på ”skrænten” op ad Snorrebakken. I Hasle ved klinkerfabrikken er der mindre forekomster af kaolinholdigt ler, som gør leret ildfast.
Kaolin findes også andre steder på kloden – som nævnt i Kina, men der er store forekomster i Cornwall i England, samt flere steder rundt på kloden
Man bruger kaolin til andet end porcelæn og ildfaste sten – meget bruges i papirindustrien, til medicinsk brug (piller), i hvid cement mm..
Hvis kaolinen ikke er helt ren, egner den sig ikke til finere porcelæn, men mere til ”industriporcelæn” – den bliver grålig af jernforbindelserne, der mere eller mindre findes i kaolinen.
Kaolinens udnyttelse i Knudsker
Det var dyrt at importere kaolin til 1700tallets porcelænsfremstilling hos Den Kgl. Porcelænsfabrik – derfor søgte man efter og fandt porcelænsler på Bornholm. En apoteker fra Lybech havde allerede i 1746 importeret kaolin fra en forekomst nordøst Rønne – ved Sejersgård, der tidligere lå længere inde i landet end den nuværende Sejersgård.
Kaolin blev også fundet på den nu forsvundne Kanegårds grund. Derfor kaldte Bornholmerne den gang kaolinen for ”kaneler”. Fra Kanegård købte Den Kgl. Porcelænsfabrik en del kaolin fra 1790erne og en del årtier frem.
Kaolinen ligger i et ca. en halv km bredt og 3 km langt område fra gl. Sejersgård i nord til Kanegård i syd, og den dukkede blandt andet op ved Snorregård, som Den Kgl. Porcelænsfabrik købte i 1802, og gravede noget her nordøst for gården. Snorregård skiftede herefter navn til Porcelænsgård, der ligger lige nord for Snorrebakken.
Kaolinen fra Knudsker var imidlertid ikke hvid nok – porcelænet blev lidt gråligt – derfor solgte fabrikken Porcelænsgård i 1851. Men fabrikken forbeholdte sig dog ret til gravning af kaolin.
På Bornholm blev kaolinen brugt til ildfaste mursten, som der var brug for i bageovne, keramikovne og skorstene, og i det hele taget i industrier.
I Hasle findes der også ildfast ler, og her havde man i sidste halvdel af 1800 tallet fremstillet ildfaste mursten. I de sidste årtier af 1800tallet taler man om chamottesten, der er ildfaste sten.
Chamotte er knuste brændte ildfaste sten. Man tilsætter den knuste chamotte til det federe kaolinholdige ler, for at ”magre” og strække det fede ler, så det ikke svinder så meget undertørringen, der også foregår lidt hurtigere.
Til eksport var der i 1860eren og 1870eren stigende efterspørgsel på ren kaolin til papir og andre formål, og i Knudsker oprettedes fra 1870ernetil 1890erne flere Kaolinslemmerier, og så sent som omkring 1940 åbnedes nok en kaolingrav ved Nygård.
På den søndre side af Snorrebakken, over for Porcelænsgård, og lige nord for Byåen, lå Buskegård, og syd for åen Rabekkegård. Her fandtes flere sorter godt ler, og kaolin.
Først oprettedes ”Bornholms Kaolinslemmeri” på Buskegård i 1870-71, og få år efter i 1874 Kaolin-Industri Aktieselskabet på Rabekkegård.
Der opstod meget stor eksport af rå slemmet kaolin, som udskibes fra Rønne Havn, der i 1876 udvidede med en stor kaj ”Kaolinkajen”, og ved samme lejlighed gøres Havnebakken tjenlig til den megen kørsel, der gik ned ad Østergade. Eksporten gik til Tyskland, Sverige, Finland og Rusland, og en mindre del til det øvrige Danmark
I 1889 blev nok et kaolinslemmeri grundlagt - Aktieselskabet af 29.4 1889 med en grav vest for Tornegård, lidt tættere på denne lå selve slemmeværket – ”Torneværket”.
I 1890-91 etableres en ovn til ildfaste chamottesten på Rabekkeværket – det blev kaldt Dansk Chamottestensfabrik. D. Ch.F. BORNHOLM– ses som stempler på mage ildfaste sten.
Der var samarbejde med fabrikken i Hasle, Hasle Kul- og Teglværker, som efterhånden hovedsagelig producerede klinker, idet der ved Hasle var en del velegnet ler til dette. Ler fra Hasle blev også brugt på Rabekken.
Sammenlægninger af fabrikker i Rønne og Hasle
I 1913 forankres samarbejdet mellem fabrikkerne i Rønne og Hasle til et selskab Hasle Klinker og Chamottestensfabrik A/S – med undertitlen Bornholms Kaolin-, Chamotte- og Klinkerfabrik.
Buskegårdsværket og Torneværket fortsatte som selvstændige kaolinslemmerier.
Efter en større lukningstruende krise i 1929-21 for fabrikker og slemmerier blev der påbegyndt en rekonstruktion i 1924, hvor Bornholms Kaolinslemmerier med Torneværket og Buskeværket overtages, og i 1927 kom der udenøs kapital og direktion ved firmaet H.J. Henriksen og G. Kähler fra Korsør.
I 1928 opstartede det nye selskab en produktion af glaserede rør og foderkrybber. Nogle måneder senere ramtes rørproduktionen af en stor brand. Fabrikken blev dog hurtigt genopbygget, men den samme genopbyggede fabriksafdeling ramtes få år efter i 1933 igen af en ødelæggende brand.
Kaolinslemmerierne fortsatte ufortrødent med god afsætning.
Den hvide kaolin blev i 1933 brugt til en ny stor produktion af hvide glaserede kraftige fliser, som blev anvendt meget i baderum og som facadebeklædninger.
1936 bygges en stor ny tunnelovn, der var mere effektiv end de gamle ringovne.
1940 overtoges Porcelænsgård, Nygård og Rosvang.
Hasle Klinker og Chamottestensfabrik ejede herefter alle kaolinforekomster i det store område på den vestre kant af de aktive granitbrud, og de udgjorde tilsammen et meget stort råstof- og industriområde med Bornholms største arbejdsstyrke og produktion.
Selskabet klinkerfabrikken i Hasle udvikledes sideløbende.
I 1940erne startede en gravning efter kaolin i den nordre ende af Nygårdsgraven. Rosvang , der lå midt nordligst i graven blev derfor revet ned. Kaolinen herfra slemmedes på Torneværket.
Nedgang og afvikling
1961 nedlægges slemmerierne på Rabekken, samtidig med at fliseproduktionen stoppes.
Op gennem 1960erne og -70erne formår selskabet ikke at følge med udviklingen, og presses af konkurrenter og nye materialer.
1978 afhændede dir. Ib Henriksen hele det store selskab med fabrikker og jorder til Bornholms Amt, som dannede en selvejende institution.
1980 opgav den selvejende institution, der overtoges af Aalborg Portland Cementfabrik og kom til at indgå i F.L. Smith-gruppen.
1980 opgives rørproduktionen – plastrør overtager markedet.
1989 overtog dir. Kaj Mogensen virksomheden, der i årene efter omdannede Rabekken til en Erhvervspark, hvor en mindre enhed, Hasle Refractories, fortsat har en fabrikation af ildfaste produkter.
1992 udarbejdes en lokalplan for Rabekken Erhvervspark http://soap.plansystem.dk/pdfarchive/20_1124900_APPROVED_1233062327500.pdf
Hasle klinker lukkede 1998 ( ?).
I dag er Hasle klinker overtaget af PLE-koncernen og for en stor del ryddet for bygninger og produktionsanlæg – kun den store hal og et par tørrelader står tilbage – i sørgelig forfatning.
Torneværket lukkede 1995, og det er nu stort set ryddet og indgår i det store affaldskompleks BOFA.
Rabekken bliver løbende ryddet for bygninger og anlæg, som ikke kan anvendes – de bedste bygninger udlejes til virksomheder, og Hasle Refractories, der kan bryste sig af at være grundlagt 1843, har en god moderne virksomhed med fremstilling af ildfast produkter og rådgivning.
En af de andre meget store råstofindustrier – stenindustrien – har fundet plads på Rabekken, efter udflytning fra ”Stenbanen” i Rønne.
Niels-Holger Larsen
Kaolin er en lerart, der i sin reneste form er helt hvid.
Kaolinen er et restprodukt fra kemisk nedbrudt granit. Det er feldspatten, der nedbrydes, mens kvartsen bliver tilbage. Hvis ikke kaolinen skylles væk, så bliver den liggende oven på granitten i et ”primært leje”. Derfor finder man deklvis nedbrudte granitkugler nederst i kaolingravene, og der forekommer kvartskorn i kaolinen.
Kaolin bliver ved brænding ildfast (1500-1700 gr.), og man får porcelæn. Derfor kaldes kaolin også porcelænsjord. Porcelæn blev kendt fra Kina i 1600-170tallet – derfor kaldes kaolin også China Clay.
I Danmark findes kaolin kun på Bornholm, og her kun et bestemt sted – øst for Rønne på ”skrænten” op ad Snorrebakken. I Hasle ved klinkerfabrikken er der mindre forekomster af kaolinholdigt ler, som gør leret ildfast.
Kaolin findes også andre steder på kloden – som nævnt i Kina, men der er store forekomster i Cornwall i England, samt flere steder rundt på kloden
Man bruger kaolin til andet end porcelæn og ildfaste sten – meget bruges i papirindustrien, til medicinsk brug (piller), i hvid cement mm..
Hvis kaolinen ikke er helt ren, egner den sig ikke til finere porcelæn, men mere til ”industriporcelæn” – den bliver grålig af jernforbindelserne, der mere eller mindre findes i kaolinen.
Kaolinens udnyttelse i Knudsker
Det var dyrt at importere kaolin til 1700tallets porcelænsfremstilling hos Den Kgl. Porcelænsfabrik – derfor søgte man efter og fandt porcelænsler på Bornholm. En apoteker fra Lybech havde allerede i 1746 importeret kaolin fra en forekomst nordøst Rønne – ved Sejersgård, der tidligere lå længere inde i landet end den nuværende Sejersgård.
Kaolin blev også fundet på den nu forsvundne Kanegårds grund. Derfor kaldte Bornholmerne den gang kaolinen for ”kaneler”. Fra Kanegård købte Den Kgl. Porcelænsfabrik en del kaolin fra 1790erne og en del årtier frem.
Kaolinen ligger i et ca. en halv km bredt og 3 km langt område fra gl. Sejersgård i nord til Kanegård i syd, og den dukkede blandt andet op ved Snorregård, som Den Kgl. Porcelænsfabrik købte i 1802, og gravede noget her nordøst for gården. Snorregård skiftede herefter navn til Porcelænsgård, der ligger lige nord for Snorrebakken.
Kaolinen fra Knudsker var imidlertid ikke hvid nok – porcelænet blev lidt gråligt – derfor solgte fabrikken Porcelænsgård i 1851. Men fabrikken forbeholdte sig dog ret til gravning af kaolin.
På Bornholm blev kaolinen brugt til ildfaste mursten, som der var brug for i bageovne, keramikovne og skorstene, og i det hele taget i industrier.
I Hasle findes der også ildfast ler, og her havde man i sidste halvdel af 1800 tallet fremstillet ildfaste mursten. I de sidste årtier af 1800tallet taler man om chamottesten, der er ildfaste sten.
Chamotte er knuste brændte ildfaste sten. Man tilsætter den knuste chamotte til det federe kaolinholdige ler, for at ”magre” og strække det fede ler, så det ikke svinder så meget undertørringen, der også foregår lidt hurtigere.
Til eksport var der i 1860eren og 1870eren stigende efterspørgsel på ren kaolin til papir og andre formål, og i Knudsker oprettedes fra 1870ernetil 1890erne flere Kaolinslemmerier, og så sent som omkring 1940 åbnedes nok en kaolingrav ved Nygård.
På den søndre side af Snorrebakken, over for Porcelænsgård, og lige nord for Byåen, lå Buskegård, og syd for åen Rabekkegård. Her fandtes flere sorter godt ler, og kaolin.
Først oprettedes ”Bornholms Kaolinslemmeri” på Buskegård i 1870-71, og få år efter i 1874 Kaolin-Industri Aktieselskabet på Rabekkegård.
Der opstod meget stor eksport af rå slemmet kaolin, som udskibes fra Rønne Havn, der i 1876 udvidede med en stor kaj ”Kaolinkajen”, og ved samme lejlighed gøres Havnebakken tjenlig til den megen kørsel, der gik ned ad Østergade. Eksporten gik til Tyskland, Sverige, Finland og Rusland, og en mindre del til det øvrige Danmark
I 1889 blev nok et kaolinslemmeri grundlagt - Aktieselskabet af 29.4 1889 med en grav vest for Tornegård, lidt tættere på denne lå selve slemmeværket – ”Torneværket”.
I 1890-91 etableres en ovn til ildfaste chamottesten på Rabekkeværket – det blev kaldt Dansk Chamottestensfabrik. D. Ch.F. BORNHOLM– ses som stempler på mage ildfaste sten.
Der var samarbejde med fabrikken i Hasle, Hasle Kul- og Teglværker, som efterhånden hovedsagelig producerede klinker, idet der ved Hasle var en del velegnet ler til dette. Ler fra Hasle blev også brugt på Rabekken.
Sammenlægninger af fabrikker i Rønne og Hasle
I 1913 forankres samarbejdet mellem fabrikkerne i Rønne og Hasle til et selskab Hasle Klinker og Chamottestensfabrik A/S – med undertitlen Bornholms Kaolin-, Chamotte- og Klinkerfabrik.
Buskegårdsværket og Torneværket fortsatte som selvstændige kaolinslemmerier.
Efter en større lukningstruende krise i 1929-21 for fabrikker og slemmerier blev der påbegyndt en rekonstruktion i 1924, hvor Bornholms Kaolinslemmerier med Torneværket og Buskeværket overtages, og i 1927 kom der udenøs kapital og direktion ved firmaet H.J. Henriksen og G. Kähler fra Korsør.
I 1928 opstartede det nye selskab en produktion af glaserede rør og foderkrybber. Nogle måneder senere ramtes rørproduktionen af en stor brand. Fabrikken blev dog hurtigt genopbygget, men den samme genopbyggede fabriksafdeling ramtes få år efter i 1933 igen af en ødelæggende brand.
Kaolinslemmerierne fortsatte ufortrødent med god afsætning.
Den hvide kaolin blev i 1933 brugt til en ny stor produktion af hvide glaserede kraftige fliser, som blev anvendt meget i baderum og som facadebeklædninger.
1936 bygges en stor ny tunnelovn, der var mere effektiv end de gamle ringovne.
1940 overtoges Porcelænsgård, Nygård og Rosvang.
Hasle Klinker og Chamottestensfabrik ejede herefter alle kaolinforekomster i det store område på den vestre kant af de aktive granitbrud, og de udgjorde tilsammen et meget stort råstof- og industriområde med Bornholms største arbejdsstyrke og produktion.
Selskabet klinkerfabrikken i Hasle udvikledes sideløbende.
I 1940erne startede en gravning efter kaolin i den nordre ende af Nygårdsgraven. Rosvang , der lå midt nordligst i graven blev derfor revet ned. Kaolinen herfra slemmedes på Torneværket.
Nedgang og afvikling
1961 nedlægges slemmerierne på Rabekken, samtidig med at fliseproduktionen stoppes.
Op gennem 1960erne og -70erne formår selskabet ikke at følge med udviklingen, og presses af konkurrenter og nye materialer.
1978 afhændede dir. Ib Henriksen hele det store selskab med fabrikker og jorder til Bornholms Amt, som dannede en selvejende institution.
1980 opgav den selvejende institution, der overtoges af Aalborg Portland Cementfabrik og kom til at indgå i F.L. Smith-gruppen.
1980 opgives rørproduktionen – plastrør overtager markedet.
1989 overtog dir. Kaj Mogensen virksomheden, der i årene efter omdannede Rabekken til en Erhvervspark, hvor en mindre enhed, Hasle Refractories, fortsat har en fabrikation af ildfaste produkter.
1992 udarbejdes en lokalplan for Rabekken Erhvervspark http://soap.plansystem.dk/pdfarchive/20_1124900_APPROVED_1233062327500.pdf
Hasle klinker lukkede 1998 ( ?).
I dag er Hasle klinker overtaget af PLE-koncernen og for en stor del ryddet for bygninger og produktionsanlæg – kun den store hal og et par tørrelader står tilbage – i sørgelig forfatning.
Torneværket lukkede 1995, og det er nu stort set ryddet og indgår i det store affaldskompleks BOFA.
Rabekken bliver løbende ryddet for bygninger og anlæg, som ikke kan anvendes – de bedste bygninger udlejes til virksomheder, og Hasle Refractories, der kan bryste sig af at være grundlagt 1843, har en god moderne virksomhed med fremstilling af ildfast produkter og rådgivning.
En af de andre meget store råstofindustrier – stenindustrien – har fundet plads på Rabekken, efter udflytning fra ”Stenbanen” i Rønne.
Niels-Holger Larsen
Denne tegning (her affotograferet) af et vældigt fabriksanlæg pryder en brochure, udsendt af "Hasle Klinker og Chamottestensfabrik, Bornholms Kaolin- Chamotte & Klinkerfabrikker." I 1913. Året efter brød Første Verdenskrig ud og gjorde livet vældigt vanskeligt for fabrikken. Men her fejler optimismen ikke noget. Rygende skorstene, fabriksanlæg, en stor vandfyldt lergrav, slemmebassiner og en enkel hest, som vi kan tage som et udtryk for, at det endnu en kort tid var en brugbar løsning, når noget skulle transporteres et sted hen. Se hele kataloget (som PDF) HER
