Læge Poul Hage Rønne. Brev skrevet efter bombardementerne 7. og 8. maj 1945

Dette brev er skrevet få dage efter de ødelæggende bombardementer af Rønne og Nexø for 70 år siden, d. 7. og 8. maj 1945.

Brevskriveren er Rønne lægen Poul Hage, der få dage efter bomberne faldt i Rønne  sender brevet for at berolige sin nærmeste familie i Næstved og her giver en detaljeret øjenvidneberetning om sine oplevelser. Det er hans datter Annette Hage, der i anledning af 70 års dagen har valgt at offentliggøre brevet i Bornholms Tidende, da indholdet også kunne have læsernes interesse. Brevet er gengivet i sin fulde ordlyd med datidens retskrivning.

Annette og Ebbe Birch, maj 2015.

Byarkivet takker for tilladelsen til også at måtte bringe den meget velskrevne og gribende  beretning.

Læge Poul Hage, Rønne. Foto Algot. Bornholms Tidende. Den lille pige i ramme på væggen er Hages datter, Annette Hage.

Poul Hages brev om 7. og 8. maj 1945. Foto Ebbe Birch.

Rønne d.10 Maj Kl.6.30 og d.11 Maj Kl.11.00
Kære Far, Mor, Kjeld og Ruth !

Jeg formoder, at I med Længsel har ventet paa at høre fra mig, og i en ledig Stund skal jeg nu forsøge at give jer en lille Skildring af de dramatiske Begivenheder paa Bornholm d. 7.- 9. Maj. For ikke at holde jer i Spænding for længe skal jeg begynde med at meddele jer, at vi alle 3 lever i bedste Velbefindende. I vor Lejlighed er der en Del Skade, som ikke er uoprettelig, og som ikke vil give os noget større materielt Tab.

Tæppet for de 3 Dages Uhygge oprulledes Kl.12.50 d.7. Maj, altsaa om Mandagen. Paa nævnte Klokkeslet befandt jeg mig i min Konsultationsstue ; Hildur var paa Kommunekontoret for at hæve en Regning ; Annette laa sovende i sin Barnevogn paa Altanen. Pludselig hørtes Salver fra Maskingeværer og Antiluftskyts og faa Sekunder senere Bombenedslag, saa Ruderne klirrede. Jeg styrtede straks ud paa Altanen og hentede Annette ; faa Øjeblikke senere splintredes samtlige Ruder i Banken ud til Bagsiden faa Meter fra, hvor Annette havde ligget. Talrige Granatsplinter viste sig senere at have gennemhullet Loft og Vægge i Banklokalet. Efter at have bragt Annette i Kælderen, hvortil Frk Johnsen straks uden Tanke paa Barnet havde reddet sig, tog jeg min Hjelm paa og kørte i Bil til Kommandocentralen i Sct. Mortensgade. Den første Bølge af Bombenedslag var da forbi ; faa Minutter efter min Ankomst fulgte Bølge Nr 2 ; derpaa var alt stille. Da de øvrige Læger ikke havde naaet  at indfinde  sig, kørte jeg med en Samarit rundt til de indrapporterede Skadesteder og behandlede Saarede, hvoraf jeg fandt 7. Det viste sig bagefter, at Byen havde ialt 12 Døde og ca. 50 Saarede, hvoraf de fleste var bragt til Sygehuset. Da mit Lægearbejde var forbi, tog jeg hjem til Hildur og Annette, som begge befandt sig godt. Som ved et Mirakel var vi sluppet med en enkelt knust Rude - i Køkkenet - ellers ingen Skade, hvilket var utroligt i Betragtning af den store Ravage i Banken. Senere besigtigede jeg Byen. Skønsvis 8-10 Huse var totalt ødelagt, men talrige molestreret, og Ruderne var knust i Hobetal. 3-4 Timer efter Angrebet rullede Højttalervogne gennem Byen og forkyndte, at alt var roligt, og at Tyskerne paa Øen havde overgivet sig, saaledes at yderligere Bombeangreb ikke kunde forventes - desværre en sørgelig Vildfarelse. Kl. 19 lød atter Sirenerne. Kvinderne  gik i Beskyttelsesrum, og jeg tog til Kommandostationen, hvor der tillige er Sanitetsstation.

Her oplevede jeg den næste store Bølge, ca. 20 Bombenedslag efter hinanden, saa det gibbede i Maven. Der meldtes ingen Skader i Byen, idet alle Bomber var faldet i og udenfor Havnen, hvor 4 tyske Skibe var sænket. Samtidig var nedkastet russiske Løbesedler, der med Møje blev tydet og havde følgende Indhold: “For at undgaa yderligere Blodsudgydelse foreslaaes Kapitulation. Send inden d. 8 Maj Kl.10 Delegation til Colberg.” Den tyske Kommandant - en ung Brushane paa 28 Aar - fra hvem alle vore Ulykker stammer, erklærede over for Myndighederne, at han ikke agtede at reagere paa Opfordringen, men vilde forsvare Byen - som efterhaanden var stærkt befæstet og “beskyttet” af ca. 13.000 Mand - til sidste Ammunition var opbrugt. Kl. 22.30 gik jeg hjem til Bankens sikre Kælder, hvor Husets Beboere gjorde sig klar til Natten. Jeg blundede lidt i en Stol og gik Kl.3 hen til Frihedsraadets Hovedkvarter, hvor jeg fik Besked om, at total Evakuering var paabudt - eller ihvertfald planlagt. Med den Besked gik jeg hjem, og vi begyndte Pakning. I Forvejen havde vi sendt det meste - eller ihvertfald det bedste - af vort Tøj - Linned - Dækketøj m.m. til Nylars Præstegaard til min Patient Pastor Løvgreen. Sølvtøj samt mit uerstattelige Skakbibliotek var deponeret i Bankens Boksrum. Vi pakkede nu hvad vi kunde naa, og Kl.5 trillede Hildur og Fru Dr. Brinck med deres Barnevogne af Sted mod Nylars Præstegaard. Hildur medbragte i min Pengekasse vore rede Penge (heldigvis ikke mindre end 800 Kr) samt vigtigere Papirer og samtlige Smykker. Jeg var derpaa alene i Huset og benyttede Tiden til at bære mine Kartotekskasser, Malerier m.m. ned i den sikre Kælder. Desværre blev der kort efter blæst Forvarsel, saa jeg var nødsaget til at køre til Kommandocentralen, hvorved jeg forhindredes i at redde flere af vore Ejendele, fjerne Vinduer m.m.                                         

Inden Kl.9 var Byen totalt evakueret for alle, som ikke havde en speciel Opgave at udføre. Af saadanne fandtes knap 500 tilbage, og Sanitetschefen (Amtslægen) besluttede derfor at sende de praktiserende Læger rundt paa Landet i en Kreds rundt om Rønne med en Radius paa 8-10 Km. Jeg fik som kvarter St. Myregaard i Nylars ved Sdr. Landevej og kørte af Sted med en C.B. Betjent og et passende Udstyr. Kort efter min Ankomst blev jeg kaldt i flere Sygebesøg. Kl.9.40 var jeg i Arnager og oplevede her første Fase af det største Bombeangreb, som hidtil har ramt Danmark. Sammenlignet med de Storangreb som har ramt Tyskland slap vi billigt. Hvor mange Maskiner, der deltog, ved jeg ikke ; de kom i 3 Bølger med 15-20 i hver, og det menes, at ca. 50 Bomber eksploderede i Byen. Maskinerne kom tildels lige over Arnager, hvor et Hus gennemhulledes af Maskingeværkugler, og de lavede et øresønderrivende Spetakel og satte - naar Bomberne faldt - Luften i Svingninger, saa Ruderne klirrede og Murerne rystede paa Gaardene 8 Km fra Byen. Efter 3/4 Times Forløb var Angrebet forbi ; Rønne var allerede da dækket af et tykt Røgdække. Resten af Dagen var Idyl. Mine Kvarterværter var mageløse, og om Natten sov jeg dejligt. Hildur (og Annette), som opholdt sig 3 Km fra mig, havde tilbragt en rolig og fredelig Dag, kun tynget af Uvisheden om den Skæbne, der havde ramt vort Hjem.

Næste dag  - Onsdag - besøgte jeg om Formiddagen som Læge 500 ungarske Soldater, som under de sidste Dages Kaos var flygtet fra Tyskerne og havde gravet sig ned i en Lejr af mønsterværdigt udførte Hytter, som de havde rejst i Skovene Syd for Rønne ; de hadede Tyskerne og stod derfor paa god Fod med den danske Befolkning, som frivilligt bespiste dem. Deres disciplin var fortrinlig ; de kommanderedes af en sympatisk ung Kaptajn - en af de faa af dem, som talte Tysk. Om eftermiddagen tiltraadte jeg den sørgelige Rejse til Rønne, som saa forfærdelig ud ; enkelte Karréer var simpelthen borte og erstattet med rygende murbrokker. Overalt var Ruderne knust mere eller mindre og i vid udstrækning var tagstenene løsnet fra Tagene. Gennem Dynger af Glasskaar naaede jeg Store Torv og tog min Lejlighed i Øjesyn. Jeg kan straks fastslaa, at der i denne ikke er sket uoprettelig Skade. Værst medtaget var siden mod Torvet - navnlig Dagligstuen. 3/4 af samtlige Ruder er knust. Fra Torvet er en eksploderet Granat slynget opad og har i Dagligstuen gennemhullet Loftet og den øverste Del af Væggen mod Spisestuen. Paa Gulvet fandt jeg et 30x20 cm stort Stykke af et Granathylster og andre Steder i Stuen 20-30 mindre Granatstumper. Overalt vader vi i Glasstumper i Stuerne mod Torvet. Flere Døre er slaaet ud og Køkkendøren var sprunget op, men intet var stjaalet ; jeg fik slaaet den afsprængte Dørkarm paa og laaset Døren. Vore Møbler er uskadte, men dækket af Kalkstøv. Følgende Ting er ødelagt: 1) En væsentlig Del af vort Porcelæn - deriblandt 8 af vore 12 smukke blaa svenske Tallerkener, som vi fik i Bryllupsgave af Pastor Boman. 2) Nogle Glas (faa !) 3) Venus Kalypigos, som vi fik engang af Kjeld og Ruth 4) Den Lille Kvindefigur vi fik til Julen 1940 5) Et Gardin i Dagligstuen har faaet en Flænge 6) Et par billeder har knust Glasset 7) En Glasplade i Instrumentbordet knaldet 8) Hildurs Cycle er maaske  stjaalet (det er muligt, at Frk Johnsen har laant den). Naar vi har fejet Kalken og Glasstumperne op, er Lejligheden atter beboelig, men en Hovedreparation af næsten hele Lejligheden bliver nødvendig. De 9/10 af Tabet falder dog paa Banken og kun højst 1/10 paa Løsøret. Min Forsikring er paa 30.000 Kr, hvormeget den betaler, ved jeg ikke. At der vil gaa umaadelig lange Tider inden Lejligheden kan blive istandsat er givet, de danske Haandværkeres Tempo er ringe, og Arbejdet er her 1000-doblet. Alle Tingene i Kælderen var helt uskadt.Efter Besøget i min Lejlighed samt paa Apoteket fik jeg reddet mig lidt Benzin. I samme Øjeblik styrtede en Sværm af skrækslagne Tyskere forbi mig raabende: “Die Russen im Hafen”. Det var de 5 Hurtigbaade, som I allerede har hørt om i Radioen. Jeg kørte hjem til Nylars og sad om Aftenen ved et hyggeligt Fødselsdags- kaffebord hos mine enestaaende Kvarterværter, da der blev ringet fra Rønne med Ordre til at jeg øjeblikkelig skulde indfinde mig i Hovedkvarteret der ; den russiske Kommandant havde krævet, at 2 Læger skulde have fast Vagt i Byen, og jeg blev altsaa den ene. Stemningen var febrilsk og uhyggelig. Russiske Patruljer løb rundt i Gaderne og omstrejfende Tyskere ligeledes. I Bælgmørke vovede jeg mig hjem i min Lejlighed for at hente en Lygte. Opholdet der blandt de klaprende Døre og flagrende Gardiner uden elektrisk Lys var fortættet uhyggelig. I Hovedkvarteret arbejdedes febrilsk ; Bornholm var pludselig blevet et Centrum for Verdenspolitiken. Natten tilbragtes paa Gulvet indhyllet i et Tæppe.

Dagen i Dag er gaaet ret fredeligt - de specielle Forhold herovre taget i Betragtning. Som I har hørt i den censurerede Radio hviler Forholdet mellem Russerne og Danskerne  paa “Venskab og gensidig Tillid”. Russerne er vidt forskellige af Fysiognomi - fra lyse nordiske til rent asiatiske Typer.Ved Lejlighed skal jeg nærmere uddybe for jer mit Bekendtskab med dem - jeg har talt med flere af dem. De er smilende og godmodige ; talrige af dem er udstyret med den anatomiske Ejendommelighed, der kaldes digiti elongati magnu gradu.* I disse Dage er de tyske Soldater ved at blive hældt ud ; naar det er sket, siges det, at Russernes Mission er endt, og at de forlader deres nye Venner i Rønne igen.

Vi faar se !

I Dag har jeg for første Gang i 4 Dage faaet børstet Tænder - det var dejligt ; vi spiser paa forskellige ambulante Bespisningssteder - 3 Gange Labskovs i Træk !

Til Slut skal jeg ikke undlade at give Udtryk for den dybe Skuffelse og Sorg som jeg - ligesom andre Bornholmere - føler ved at mærke, hvorledes vi synes komplet at være glemt af det øvrige Danmark, der fester overstadigt ganske uberørt af det Faktum, at Bornholm er blevet ramt af den største Katastrofe, der i talrige Aar har ramt Landet. Efter  at have svælget i Festreportage melder Radioen rent en Passant, at 4/5 af Neksø og 1/5 af Rønne er totalt ødelagt. Vi er klare over, at der stikker noget under, og at Begivenhederne herovre af politiske Grunde skal mørklægges. Bornholm er nu blevet en Kastebold mellem Stormagterne ; derved er intet at gøre, men en lille Smule Deltagelse fra det øvrige Land havde dog gjort godt. Ødelæggelserne herovre er - navnlig i Neksø - af et uendeligt større Omfang, end I tænker jer.

Hermed Slut ! Jeg vil søge at faa dette Brev med en privat Flyvemaskine fra Bornholm ; det bliver i saa Fald det første Brev herovrefra efter Bombardementerne.

Jeg haaber, I alle har det godt.

De kærligste Hilsener
fra Poul

*digiti elongati magnu gradu: latinske gloser for udpræget lange fingre.