Ny Østergade - bombebilleder
Ny Østergade, foto Svend Erik Parksø - umiddelbart efter bombardementet 9. maj 1945. BØA 2014-27.
Ny Østergade efter russernes "besøg" i maj 1945. Billedet er fra Nielsen, Absalonsgades samling.
Billedet herover er også fra Ny Østergade. Det er det bombekrater, som også ses på billedet til højre. Stenen var smidt op af bomben. Personerne på stenen er min kone Inge Lis Nielsen og hendes mor Lilly Marie f. Agregaard. De boede i Ny Østergade 22.
Krateret lå på nuværende Privatskoles grund. Tekst og billede Jørn Kjøller, Rønne. |
På det lille billede herover står, at det er "Bombehul ude i "Løkken" bag vores Hus, første Dag".
Erling Juul-Pedersen fortæller om billedet: Jeg tror at husene man kan se ligger i Ny Østergade, og at det er krateret efter et af de første bombenedslag, der fandt sted i kolonihaverne (der hvor privatskolen ligger idag), jeg stod som 5 årig på Paradisvej og beundrede flyverne, så bomberne falde, men da bragene lød, gik det i galop hjem til Voldgade 53.
|
Karl Nielsen supplerer: Det er rigtigt som Erling skriver. Jeg var 14 år og bydreng hos grosserer Qvortrup i Ellekongstræde. Havde været hjemme i Almegade 39 og spise middag, og var på vej på arbejde igen da flyverne kom. Jeg var nået ned til hvor Almegade svinger ned i Kandegade, da jeg hørte bomberne nede over byen, og smed mig op ad det plankeværk, der indhegnede "Johnsens Løkke". Uheldigvis faldt så bomben inde i kolonihaverne, og dele af plankeværket faldt ud over fortovet i Almegade. Jeg kan stadig vise et fire centimeter langt ar på min højre underarm. Noget har ramt mig - ved ikke hvad, men jeg kom hurtigt på benene, hjem til far og mor i nr. 39 og fik viklet et eller andet om armen, og far sagde "det var ikke noget at pive over" - så det gjorde jeg så heller ikke.