Zahrtmanns Springvand på Store Torv - indviet i 1908
Fra indvielsen af Springvandet på Store Torv i 1908. En uniformsklædt herre til venstre for springvandet udråber tilsyneladende et hurraråb - eller flere - i anledning af den store begivenheden. Man kan næsten høre det! Festligt var det og det havde taget lang tid inden man nåede dertil. Bygningen i baggrunden var Fru Thorsens ejendom. Den blev senere til Andelsbank og er nu en Nettobutik. Det dejlige billede tilhører Bent Nielsen. Tak for at vi må nyde synet!
Billedet af springvandet på Store Torv i Rønne er fotograferet af Anton Pedersen og bragt i en af datidens aviser sammen med andre billeder af den store begivenhed, nemlig indvielsen af springvandet i 1908.
Den første kapital til springvandet blev skænket af overlæge, etatsråd C.V. Zahrtmann i 1890. (Han døde 1899). Hans navn er indhugget i kummen. Udkast og tegning til springvandet blev leveret af de to brødre, maleren Kristian Zahrtmann og ingeniør Conrad Zahrtmann, kummen er fremstillet af bornholmsk granit med bronzesnegle, modelleret af keramiker Hans Hjorth, Hjorths Fabrik. Rønne havde fået sit første vandværk fem år før, og det var det der gjorde det teknisk muligt med et springvand midt på Store Torv.
1943 blev der tilføjet en granitkant omkring selve springvandet, tegnet af havearkitekt, professor C. Th. Sørensen. Springvandet blev flyttet i 2000 og C. Th. Sørensen kant fjernet. Samling avk. |
Bornholms Avis 30. april 1892.
|
Forhistorien:
Man var utålmodige! Rønneboerne ville ha' springvand. 15. november 1905 indviede man et midlertidigt springvand. Det havde en kant af rafter og grangrene og så lovende ud. Ganske mange mennesker var mødt frem på den festlige dag. Fotografen, der forevigede begivenheden, hed Th. Yhr. |
Et lille håndkoloreret og perlemor-skinnede billede af springvandet med sneglene på Store Torv i Rønne, måske fra 1908, hvor det blev indviet. Det er monteret på bagsiden af et stykke facetslebet glas. Den originale glasplade findes i Bornholms Museums samling; billedet er taget af fotograf C.A. Møller, som havde atelier i Sct. Mortensgade.
|
Allerede i 1890 havde etatsråd og fysikus (læge) C.V. Zahrtmann fået en strålende idé: Man skulle lade opføre et springvand på Store Torv i Rønne, kunstnerisk udført i granit. Han skænkede 500 kr. til formålet i 1890. Det var dog alt for lidt og i 1892 spædede han yderligere 500 kr til. Det var rigtig mange penge dengang; i vor mønt måske snarere svarende til 20-30.000 kr! Det var imidlertid heller ikke nok, men takket være dilettantforestillinger på Rønne Theater lykkedes det at skaffe de nødvendige 5.000 kr. og så tog man fat.
|
Etatsrådens søn, ingeniør Conrad Zahrtmann, leverede tegningen til vandkummen og sidebænkene og alt blev hugget i lokal granit. Keramikeren Hans Hjorth modellerede sneglene, der blev støbt i bronze. Murermester C. Lau jun. foretog opsætningen under ingeniør Kielbergs ledelse og tilsyn. Installationer o.lign. tog blikkenslagermester Bosin sig af og han fik senere tilsyn med springvandet.
|
De to postkort herover er begge fotograferede i 1908 af Christian Anthon Møller, Sct. Mortensgade 34 i Rønne.
Springvandet i al sin glans! Den lave længe til venstre i billedet er fajancefabrikant Holms, og lige bag ved springvandet er det ”Treetagen” et stateligt hus fra 1889. Konditoriet ”Petrea” havde til huse her og da Holms ejendom blev revet ned i 1913 udvidede man konditoriet ind i den nye ejendom ”Søborg”, (opkaldt efter hans fødehjem i Søborgstræde, der var bygget efter tegninger af arkitekt Mathias Bidstrup.
|
Flere mener at kunne huske, at springvandet kun sprang med midtersøjlen til hverdag og kun om søndagen blev der åbnet for vandet fra Hans Hjorths seks snegle.
Det der Th. Yhr der har taget originalfotografiet til dette postkort, som må være blevet udgivet i anledning af indvielsen af springvandet. |
Kvitteringen - "Ang. de gamle Pumper" findes i Zahrtmanns Samling, Bornholms Ø-arkiv.
En "kold havfrue" i et vinterspringvand. Før ombygning af Haagensens ejendom (bag ved) i 1930. Disse snefigurer blev der lavet mange af i Rønne fra 1890erne. Man gjorde det i den koldeste tid, hvor der samtidig var behov for at samle penge ind til fattige rønneborgere. Foto på Bornholms Museum.
Springvandet omkring 1980, set fra Krystalgade over mod Mathias Bidstrups ejendom, Søborg. Bemærk. at der er kommet en granitkant til. Den blev tilføjet i 1943 og tegnet af havearkitekt, professor C. Th. Sørensen. Men den - og træerne - blev fjernet igen i 2000 i forbindelse med flytning af springvandet. Der blev genplantet træer omkring det flyttede springvand. Foto Bornholms Museum.
|